Kantineprisen 2011 til ATP-kantinen
Kantinechef Helge Heilskov Kristensen hos ATP vinder dette års kantinepris. ATP-kantinen er 75 % økologisk og har det økologiske sølvmærke.
- I starten handlede det mest om gode råvarer med masser af smag, siger Helge Kristensen om dengang, han og hans ansatte for cirka fire år siden begyndte at bruge økologiske produkter i madlavningen i kantinen. Siden da er det blevet større. I dag er de miljømæssige og samfundsmæssige perspektiver ved økologien også blevet en del af motivationen for at servere økologisk mad, forklarer Helge Heilskov Kristensen, som er stolt over at modtage årets Kantinepris.
Sundhed og kvalitet i fokus
Hver dag serverer Helge Heilskov Kristensen mad for ca 750 medarbejdere sammen med sine 18 ansatte. Kantinen har placeret sig selv helt centralt i forhold til medarbejdernes sundhed og repræsenterer ATP’s ideologi om, at sundhed er en del af god medarbejdertrivsel. At man kan få mad med hjem og få ideer til sund madlavning i hjemmet, er en del af ATP’s tilbud om, at der skal være balance i livet.
Kantinen har egen urtehave og æbleplantage og alt, hvad der serveres, laves fra bunden. Desuden går kantineteamet meget højt op i kvalitet og gode danske råvarer. Derfor køber kantinen også råvarer direkte fra Nordsjællandske landmænd.
Tager et medansvar
Landbrug & Fødevarers mål med Kantineprisen er at hæve overliggeren, så de danske kantiner landet over til stadighed bliver bedre og når nye gastronomiske højder.
Ved bedømmelsen af dette års pris lagde juryen vægt på, at Helge Heilskov Kristensen og hans team er forandringsparate og særdeles velovervejede i deres tilgang til råvarer og madlavning, samt at de dagligt tager et medansvar for den virksomhed og det samfund, de er en del af.
Økologisk Landsforening, som var med til at hjælpe økologien på vej i den spæde start hos ATP, overrakte også Helge Heilskov Kristensen et emblem for at have opnået det økologiske sølvmærke.
- Vi har et mangeårigt og varmt samarbejde med Helge Heilskov Kristensen. Vi har fulgt med i udviklingen og bakket op om Helge og hans team, som er gode, engagerede mennesker, der tænker anderledes, lader sig begejstre og udfordrer deres leverandører, siger projektleder ved Økologisk Landsforening, Dorthe Kloppenborg.