I september kunne 24timer afsløre, at McDonald’s i adskillige restauranter serverede burgere og pommes frites, der konsekvent vejede mindre end det lovede.
Det har Fødevarekontrollen nu taget konsekvensen af med en række kontrolbesøg, og her er konklusionen klar:
- Alle steder fandt vi samme resultater, som 24timer kom frem til, nemlig at nogle fødevarer vejede mindre end angivet, så det har vi givet indskærpelser for, siger Anne Rahbek, sektionsleder i Fødevarestyrelsen, til avisen.
Ifølge Fødevarekontrollen har McDonald’s taget kontrollens resultater meget alvorligt.
- Proceduren er sådan, at vi laver opfølgende besøg for at se, om forholdet er bragt i orden. McDonald's hovedkontor tager sagen meget seriøst, viser samarbejdsvilje og har lovet at rette op med det samme, siger Anne Rahbek.
Har fjernet vægtangivelserDen udlægning gengives dog ikke helt af Sara Helweg-Larsen, kommunikationsdirektør, McDonald's Danmark.
- Vi overvejer, hvordan vi vil forholde os, men i første omgang respekterer vi Fødevarestyrelsens afgørelse. Men vi overvejer vores position og mener, at sagen er helt ude af proportioner, for vi har i årevis frivilligt angivet gennemsnitsvægten af vores produkter som en service for vores gæster, siger hun.
Som en reaktion på kontrollen har McDonald’s – i første omgang midlertidigt – valgt at fjerne vægtangivelserne i sit informationsmateriale.