23948sdkhjf

Chokoladefabrik giver den nu gas med millioner af småkager

Allerede da Kathrine Andersen Chokolade i juni indviede sin nye chokoladefabrik i Søften ved Aarhus, lod indehaver og direktør Jakob Skovsgaard forstå, at en større småkageproduktion også var på vej i den nye bygning.

Og nu er den lige oppe over: Onsdag i næste uge bliver der trykket på knappen og den første testbagning sat i gang, fortæller Jakob Skovsgaard til Food Supply.

Småkager er ikke nyt for direktøren. Kathrine Andersen Chokolade har det seneste halvandet års tid produceret småkager i samarbejde med to bagerier, som har lagt plads til produktionen. Ikke mindst en ny kontrakt, som blev indgået i efteråret med "en stor detailkæde", har været med til at sætte skub i planerne om at trække produktionen ind på chokoladefabrikken.

- Det er en private label-kunde, som aftager store mængder småkager. Så mange, at vi sidste år nåede op i nærheden af at producere tre millioner småkager. I år forventer vi at nå op på cirka seks millioner, fortæller Jakob Skovsgaard.

Nyt navn
Han oplyser også, at Katrine Andersen Chokolade er på vej med et helt nyt brandnavn til småkagerne, som der ikke kommer til at stå "Kathrine Andersen" på.

- Kathrine Andersen Chokolade kommer aldrig ud i detailhandelen, det er forbeholdt specialbutikker. Men småkagerne vil vi gerne have ud i detail, så nu adskiller vi tingene, konstaterer han.

Småkagerne laves i cirka 10 forskellige varianter, alle med en form for chokolade enten på eller i hver enkelt småkage. De samme 10 varianter bliver også tilbudt som private label, eventuelt med en lidt anden opskrift.

- Vi går jo aldrig på kompromis med kvaliteten, men det kan godt tænkes, at en private label-kunde ønsker småkagerne lavet lidt billigere. Så kan vi for eksempel bruge knap så meget smør og mere margarine, nævner Jakob Skovsgaard.

Under alle omstændigheder bliver Kathrine Andersen Chokolades kageproduktion - i hvert fald indtil videre - begrænset til småkager/cookies.Ikke noget med romkugler, træstammer og hindbærsnitter.

- Der bliver ingen fløde og ingen friske bær. Det er udelukkende tørvarer, fastslår Jakob Andersen, som bruger et lokale på cirka 100 kvadratmeter til den nye småkageproduktion. Der er investeret i blandt andet en ny, stor dobbeltovn, en småkagemaskine, et æltekar og diverse vogne og plader. Prisen ønsker han ikke at komme nærmere ind på, men "det er ikke helt billigt".

Småkagerne kan pakkes ind enkeltvis med fabrikkens flow pack-system.

I alt råder Kathrine Andersen Chokolade over cirka 1.400 kvadratmeter i nybyggeriet i Søften.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078