Fra 5 til 1 mio.
En statsejet vietnamesisk fødevarekoncern skal opbygge et nyt slagteri i nærheden af byen Ho Chi Minh. Og da dansk svineproduktion i udlandet har rygte for at tilhøre den absolutte elite, var det kun naturligt for virksomheden at rette henvendelse til Dan Pig, der specialiserer sig i svinerådgivning. - Vietnameserne vil have os til at påtage sig ledelsen og opbygningen af den store svineproduktion. Vi skal stå for planlægningen, design og teknologi. Det hele skal leveres i løbet af fem år, fastslår Kent Skaanning, indehaver af Dan Pig, over for Dagbladet Ringkøbing Skjern. Den vietnamesiske delegation har netop været på besøg i Danmark, hvor de fik lejlighed til at se alt fra gyllebehandling til slagterier. Vietnameserne ønskede oprindeligt en produktion på fem millioner slagtesvin om året, men det fik Kent Skaaning talt ned i et mere realistisk leje omkring den ene million. Om fire uger rejser tre mand fra Dan Pig så til Vietnam, hvor aftalen forhåbentlig skal forhandles på plads og underskrives. Og det vil gavne hele området omkring Dan Pig, der har til huse i Hemmet mellem Skjern og Outrup, mener Kent Skaaning, som planlægger at bruge dansk inventar, danske avlsdyr og mange andre lokale ting til produktionsapparatet - Mens dansk svineproduktion er på røven og står i en vanskelig økonomisk og politisk situation, så betragtes den i verden at være på toppen. Det er derfor, vi får sådanne henvendelser. Den kvalitet vi har her, giver os muligheder i udlandet. Danmark er nemlig berømt for sin svineproduktion, konstaterer Dan Pig-indehaveren.