23948sdkhjf

Danske ægproducenter raser over unfair konkurrence

Skærpede krav fra EU gør, at Danmark ved årsskiftet skal have omlagt hele burproduktionen, men flere ægproducerende EU-lande går fri.
Et EU-direktiv, der formelt blev vedtaget i 1999, dikterer, at alle EU-lande skal forbedre forholdene for hønsene med effekt senest ved årsskiftet.

Men kravet stiller blandt andre de danske ægproducenter i en urimeligt konkurrencesituation, da en række af ægproducerende lande af forskellige årsager har fået dispensation.

Lande som Sverige, Tyskland og Østrig har allerede omlagt produktionen på grund af deres nationale lovgivning, mens lande som Danmark, Storbritannien, Finland og Irland vil have omlagt produktionen efter kravet ved årsskiftet.

Urimelig fordel for Polen
Til gengæld slipper eksempelvis Holland og Belgien for at fuldføre omlægningen i tide, da de nationale myndigheder har søgt om dispensation med henvisning til en forøget behandlingstid.

Heller ikke i Italien eller Spanien er der sat skub under udviklingen, hvilket betyder, at landene ikke når at blive klar til omlægningen ved årsskiftet.

Blandt de østeuropæiske lande har kun Slovakiet og Tjekkiet reageret i rimelig tid, og det giver især Polen - der eksporterer stort til det tyske marked - en fordel i forhold til de danske producenter.

12 år må være rigelig tid
Det oplyser Jørgen Nyberg Larsen, sektorchef i foreningen Danske Æg under Det Danske Fjerkræraad, til Food Supply. Han opsummerer sagen ved at kalde den for ”fuldstændigt urimelig”.

Forventningen er derfor, at fødevareminister Mette Gjerskov (S) lægger pres på de andre EU-lande, så de overholder de skærpede EU-krav.

- Reglerne om burene blev besluttet helt tilbage i 1999, og 12 år må være rigeligt til at få indkøbt nye bure, siger fødevareministeren til Landbrugsavisen, som efter eget udsagn har ”fuld enighed i EU-Kommissionen” bag sig.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08