23948sdkhjf

Han tænker stort: Gammelt øldepot bliver til ny isfabrik

En ny isfabrik, der skal lave 100 procent plantebaseret is, er på vej i Thisted. Claus Sørensen, der i 2017 stiftede Ismejeriet Thy, flytter fra de nuværende 300 kvadratmeter og ind på 10 gange så meget plads i Carlsbergs tidligere øldepot i byen. Samtidig skifter Ismejeriet Thy navn til Ice Bakers.

Det skriver Nordjyske .

Bygningen ejes af margarineproducenten Dragsbæk, som er medejer af Ismejeriet Thy.

- Det er en investering til et to-cifret millionbeløb, og det vil jeg ikke kunne klare uden dem, siger Claus Sørensen til avisen.

Han har p.t. 30 håndværkere i sving med at bygge isfabrikken, der efter planen skal begynde at producere 20. april. Den første uge bliver på lavt blus med en produktion på 100.000 bøtter is. Det er således ikke meningen, at alle 3.000 kvadratmeter skal i brug med det samme, men der bliver nu kapacitet til storproduktion, påpeger direktøren.

Nyt brand
I samarbejde med Dragsbæk har han planer om at gøre fabrikkens is kendt også i andre lande.

- Vi vil gerne sælge is til både Holland og Storbritannien, og derfor skifter vi navn til Ice Bakers. Det er et nyt koncept og et nyt brand, siger Claus Sørensen til Nordjyske.

Ud over sig selv og hans højre hånd, produktionschef Rasmus Mommer, regner han med at have fem ansatte 1. maj.

Ud over den nye isfabrik er han ved at etablere et bageri i virksomhedens hidtidige lokaler i Thisted. Der får han testbagere fra Dragsbæk til at lave forskellige kager, der i lighed med isen skal være uden spor af mælk, skriver Nordjyske.



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078