23948sdkhjf

Mademballage er fyldt med miljøgift

Ny afhandling fra DTU påviser sundhedsskadelige fluorstoffer i 6 ud af 10 fødevareemballager af pap og papir. Fødevareministeren er klar til at indføre forbud.
En stor del af den mademballage, der er fremstillet af pap og papir, indeholder så store mængder af uforgængelige fluorstoffer, at det kan være direkte sundhedsskadeligt at spise indholdet.

Det fastslår forsker Xenia Trier i en ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet og DTU.

Ophobes i kroppen
6 ud af 10 papirposer og papæsker, som er undersøgt i afhandlingen, indeholder de farlige fluorstoffer. Det drejer sig blandt andet om poser til mikrobølgepopcorn og økologisk bag selv-rugbrødsblanding.

- Når over halvdelen af prøverne indeholder fluorerede stoffer, viser det et stort behov for at fortsætte med at kortlægge kendte, tilladte og forbudte fluorerede stoffer og deres sundhedsskadelige effekter - også fra ukendte kilder, siger Xenia Trier.

Forbud kan komme på tale
Resultaterne får fødevareminister Mette Gjerskov (S) til at kræve fluorstoffer fjernet fra papirposer og papæsker til fødevarer, hvis disse kan være til skade for sundheden.

- Hvis der er stoffer i emballage, som er farlige, så er det forkert, siger Mette Gjerskov til Ingeniøren.

Hun maner dog til besindighed og henviser til, at Fødevarestyrelsen løbende holder kontrol samt at et forbud ikke kan ændre alting med ét slag.

- Risikoen ved stofferne er gennem påvirkning over længere tid. Det er ikke noget, hvor man kan gå ud og lukke produktionslinjer fra den ene dag til den anden. Men hvis vi er sikre på, at dokumentationen er i orden, så skrider vi til handling. Så hvis kortlægningen viser, at der er et problem, så bliver emballagerne stoppet. For det vil vi ikke finde os i. Vi vil ikke acceptere, at der er stoffer i emballage, som gør folk syge, siger Mette Gjerskov.

Xenia Triers ph.d.-afhandling kan læses i sit fulde omfang her.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078