23948sdkhjf

Aalborg Chokoladen bygger en helt ny fabrik

Pladsmangel og stigende efterspørgsel får nu den aalborgensiske chokoladeproducent Aalborg Chokoladen til at investere et stort millionbeløb i fremtiden: Virksomheden har sikret sig en grund ved havnen i Aalborg, hvor indehaver John Aslak Jensen gør klar til at bygge en helt ny chokoladefabrik.

Aalborg Chokoladen flytter dermed fra de nuværende lokaler i Aalborg Øst, hvor John Aslak Jensen og hans medarbejdere har holdt til siden 2013.

- Vi bygger en ny fabrik på i alt cirka 1.500 kvadratmeter, hvilket ikke mindst giver os noget mere lagerplads. Selv produktionslokalet bliver på cirka 250 kvadratmeter, hvor vi nu har knap 200, fortæller John Aslak Jensen til Food Supply.

De ekstra kvadratmeter til produktionen skaber bedre plads til især transportbånd og pakkelinjer.

- Vi har mange maskiner, og dem tager vi med til den nye fabrik. De står lige nu meget presset, men nu får vi plads til også det, der foregår indtil og efter selve produktionslinjen, nævner John Aslak Jensen.

Han ønsker ikke at oplyse, hvor meget den nye fabrik kommer til at koste, men fortæller, at det formentlig ikke er ret meget mere, end det ville have kostet at købe og ombygge en eksisterende bygning i Aalborg.

- Vi har selvfølgelig overvejet, om vi skulle finde noget eksisterende eller bygge nyt. Hvis vi havde valgt at flytte ud fra Aalborg til en af oplandsbyerne og ombygge en slidt ejendom dér, kunne vi måske godt have sparet et par millioner, men nu får vi en rigtig god beliggenhed i nærheden af, hvor vi bor nu, nævner han.

Nye kunder
Med til at skubbe flytteprojektet i gang har ifølge John Aslak Jensen været en stigende efterspørgsel på Aalborg Chokoladens produkter i både 2018 og 2019.

- Vi har fået et par gode aftaler med store kunder, og specielt i 2019 kom der mere gang i private label-ordrerne. Men vores fokus er stadig helt klart på Aalborg Chokoladens egne produkter, understreger den aalborgensiske chokoladechef.

Han kan endnu ikke sige, hvornår byggeriet ved havnen går i gang, men det bliver ikke i år, er han sikker på - blandt andet fordi coronasituationen har sat det hele lidt i bero.

- Vi regner med, at vi begynder at bygge næste år, og så kan vi nok være klar til at flytte ind i januar 2022. Det bliver megafedt, vi glæder os helt vildt, siger John Aslak Jensen, der har 11 faste medarbejdere plus cirka 20 pakkepiger.

Plads til mere udvidelse
Om de seneste måneders coronasituation nævner han, at Aalborg Chokoladen har haft produktionen delt i to hold, der tilsammen har udnyttet flere af døgnets timer end normalt. Men der er ikke blevet produceret og solgt mindre end ellers.

- Faktisk er vi gået frem, men jeg ved ikke, om det har noget med corona at gøre, siger John Aslak Jensen.

Grunden, som Aalborg Chokoladen har købt, er på cirka 4.000 kvadratmeter, og virksomheden har mulighed for senere at købe yderligere 2.000 kvadratmeter naboareal, hvis der bliver behov for det.

Når den nye chokoladefabrik står klar, kommer den også til at indeholde glimrende muligheder for at lave events, kurser og arrangementer.

- Det er sådan noget, vi gerne vil gøre meget mere ud af, end vi kan nu. Vi vil give folk nogle oplevelser og på den måde øge interessen for virksomheden, påpeger indehaveren.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093