23948sdkhjf

Kaffemærker hjælper Nestlés omsætning i vejret

Opdateret kl. 14.32 med kommentar fra Nestlé Danmark.

Efter en nærmest ulideligt varm sommer i 2018 var 2019's temperaturer mere fordelagtige for kaffedrikkere. Og det luner i Nestlé Danmarks årsregnskab.

Den schweiziske fødevarekoncerns danske forretning øgede sin omsætning med over 65 mio. kr. til knap 805 mio. kr., og flere kaffemærker trækker den positive udvikling.

"Stigningen i nettoomsætningen kan tilskrives dels helårseffekterne af aktiviteterne, som blev overtaget i 2018 (blandt andet en række veganske fødevareprodukter, red.), og dels et forøget salg af Nescafé og Nescafé Dolce Gusto, lanceringen af Starbucks samt forøget salg af konfektureprodukter," skriver Nestlé Danmark i sin ledelsesberetning. 

I efteråret lancerede Nestlé en række Starbucks-produkter til den danske detailhandel både for Dolce Gusto- og Nespresso-maskinerne. Nestlés luksusbrand Nespresso solgte dog ikke så godt i 2019 som i 2018.

- Vi satte sidste år tempoet i vejret for nyudvikling af produkter. Vi lancerede for eksempel Starbucks by Nespresso i detailhandlen. De kaffekapsler er blevet en stor succes. Og så imødekom vi forbrugernes stigende krav til mindre plast i miljøet, for eksempel fjernede vi i 2019 plastsugerør på produkterne fra Nestlé Health Science, siger kommunikationschef Martin Broberg, Nestlé Danmark, i en pressemeddelelse.

Bundlinje mere end halveret

2019 har været et dyrere år end det foregående. Ikke mindst stigende udgifter til vareforbrug og personaleomkostninger trækker ned, så bundlinjen ender på 38,8 mio. kr. mod 78,1 mio. kr. i 2018.

Alligevel anser ledelsen årets resultat for "tilfredsstillende". 

Den aktuelle coronakrise forventes ikke umiddelbart at påvirke 2020-regnskabet, men selskabet finder det usikkert allerede nu at gisne om indflydelsen af pandemien.

"Nestlé Danmark A/S forventer, at resultatet for 2020 vil være på niveau med 2019, målt på driftsresultatet (før finansielle poster og skat). Dog tages der forbehold for uforudseelige effekter af covid-19-pandemien," står der i ledelsesberetningen.

Nestlé Danmark A/S
Mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 804,7 739,6
Driftsresultat 41,9 53,5
Resultat før skat 41,5 56,3
Årets resultat 38,8 78,1
Balancesum 438,5 411,9
Egenkapital 84,6 123,8
Antal ansatte 390 379
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172