23948sdkhjf

Trecifret millionordre til fynsk virksomhed

Haarslev Industries har vundet en betydelig ordre på levering af en komplet fabrik til forarbejdning af animalske bi-produkter i Rusland.
Haarslev Industries mangeårige erfaring med fremstilling af procesudstyr til konvertering af biprodukter fra slagterier har sikret virksomheden den store ordre.

Det er den tyske virksomhed Saria Group med hovedkontor i Selm, der har afgivet ordren. Den nye fabrik skal bygges i Elabuga i den russiske republik Tatarstan cirka 1.000 km. øst for Moskva.

- Vi har blandt andet vundet ordren, fordi vi har lang erfaring med det russiske marked og vores eget kontor i Moskva sikrer lokal support, siger Henning Haugaard, salgs- og marketingsdirektør hos Haarslev Industries.

- Jeg kan ikke oplyse den nøjagtige kontraktsum, men der er tale om et trecifret millionbeløb i danske kroner.

Håndterer 100.000 tons om året
Ordren er vigtig for Haarslev Industries, da den bekræfter virksomhedens position som førende leverandør af procesudstyr til det voksende russiske marked.

Fabrikken skal udvinde værdifulde proteiner fra bi-produkter fra kød og blandt andet fremstille kød- og benmel, fjermel samt blodmel. Fabrikken består af fire produktionslinjer, der tilsammen kan håndtere tæt ved 100.000 tons råvarer om året.

Herudover skal Haarslev Industries levere et termisk forbrændingsanlæg til imødegåelse af lugtgener. Haarslev Industries er ansvarlige for hele installationen inklusive montering af udstyret, idriftsætning samt servicering.

Fabrikken skal være produktionsklar i løbet af 4. kvartal 2012.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078