23948sdkhjf
>

Nordjysk isproducent vil overveje "Kæmpe Eskimo"

:- Vi er ikke æsel-stædige og siger, at vi ikke kommer til at ændre navnet, men vi prøver at forstå, hvad der er op og ned. Vi ønsker ikke at krænke eller støde nogen, men vi reagerer ikke på spontane henvendelser.

Sådan siger Claus Dahlmann Larsen, der er kommerciel direktør for Premier Is med hovedsæde i Thisted, efter debatten om ”Kæmpe Eskimo”-isen har kørt i Danmark gennem de seneste uger. Isproducenten Hansens Is meldte for et par uger siden ud, at deres ”Eskimo”-is skifter navn til ”O’Payo”, og i den forbindelse lød det på daværende tidpunkt fra Premier Is, at man for nuværende ikke ville sløjfe navnet.

Den grønlandske organisation Nalik har siden hen lagt en tekst op på Facebook, som de opfordrer folk til at sende i en mail til Premier Is og Rema 1000 samt ringe til Frisko for at få dem til at ændre navne på is, der indeholder ordet eskimo, som ifølge organisationen er racistisk og krænkende.

Claus Dahlmann Larsen har i øjeblikket ferie og er ikke opdateret om, hvorvidt Premier Is har modtaget mails i den sammenhæng. Men han fortæller, at når han er tilbage på arbejde, vil virksomheden samle alle henvendelser, der er kommet, ind, og herefter overveje, om ”Kæmpe Eskimo”-isen skal skifte navn.

Dybere forståelse
- Vi ønsker ikke at tage spontane beslutninger på spontane henvendelser, for så ville vi kunne ændre noget hele tiden alt efter, hvad folk synes. Is er en kategori med mange traditioner, og som mange har meninger om, og det hører vi efter. I den her sag vil vi gerne have et mere informativt grundlag at træffe vores beslutning ud fra.

- Vi ønsker at tale med nogle af de interesseorganisationer, der er, for at få en dybere forståelse for, hvad det her drejer sig om, og hvad der er op og ned på eskimonavnet. Vi vil også tale med vores kunder, der sælger vores produkter, om, hvad deres synspunkt er, og hvad de hører fra deres kunder, siger Claus Dahlmann Larsen.

Claus Dahlmann Larsen fortæller, at Premier Is ikke har oplevet, at debatten om ”Kæmpe Eskimo”-navnet har påvirket virksomheden, eksempelvis i forbindelse med issalget. Men debatten har gjort indtryk, siger direktøren.

- Det, der er svært for os, er, at ”Kæmpe Eskimo” helt oprigtigt i vores verden er navnet og typen på en is, og for os er det nostalgi, og det har aldrig været hensigten at krænke eller sætte lighedstegn med en befolkningsgruppe, siger Claus Dahlmann Larsen.
Kommenter på artiklen (1)
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.094