Arla har eksterne konsulenter fra McKinsey til at kigge organisationen efter i sømmene og den foreløbige analyse afslører, at der ligger mulighed for at spare en halv milliard. Det skriver Landbrugsavisen. - Udviklingen går rigtigt stærkt i Arla og i vores industri. Vi har følt, at vi i god tid vil kigge på, hvordan vi midt i vores vækstfase kan arbejde endnu smartere. Vi har været i gang siden det tidlige efterår. Lige nu er vi i analysefasen. Det handler om, at Arla skal være gearet til at være helt fremme i udviklingen. Det er et forsøg på rettidig omhu og i god tid drage fordel af vores fremdrift, lyder forklaringen fra Arlas koncernøkonomidirektør Frederik Lotz. Han understreger, at undersøgelsen stadig kun er i analysefasen og at det endnu er for tidligt at sige, hvilke forandringer, der skal til for at opfylde det ønskede mål.