23948sdkhjf

Aalborg Chokoladen fordobler overskuddet: Vi er blevet mere skarpe

Med næsten en fordobling af resultatet efter skat - fra 325.000 til 613.000 kroner - kom Aalborg Chokoladen ud af 2019 med et af sine bedste resultater siden etableringen i 2006.

Det er der en stribe forklaringer på, fortæller indehaver og direktør John Aslak Jensen, som om regnskabet siger på godt nordjysk, at "det ser da ok ud, gør det ikke?"

Han fremhæver blandt andet, at virksomheden efter 14 år nu er ved at være godt kendt i det meste af Danmark, og at han har en klar fornemmelse af, at danskerne køber flere danske varer, og gerne af en bedre kvalitet.

- Og så er vi blevet bedre til at købe ind, blandt andet ved at købe større mængder råvarer ad gangen, så prisen kommer ned. Vi er ikke Danmarks største chokoladefabrik, og det bliver vi heller ikke, men vi har trods alt fået en størrelse, hvor vi kan få noget mængderabat, påpeger John Aslak Jensen.

- Mere skarpe

Med i 2019-billedet hører ifølge direktøren også, at Aalborg Chokoladen har fået justeret lidt på emballagen, hvilket forbrugerne har taget godt imod, og at der også med succes er ændret lidt på produkterne hist og her.

- Alt i alt er vi blevet mere skarpe på mange områder. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at mange af vores ansatte har været her i mange år, så de virkelig kan deres kram, nævner chokoladechefen, der har 14 medarbejdere.

Hvad medarbejderne angår, glæder John Aslak Jensen sig også over, at det er lykkedes at komme gennem coronanedlukningen uden at fyre en eneste af dem. En kort overgang, da han frygtede en voldsom nedtur, puslede han med arbejdsdeling, men det viste sig lynhurtigt, at det ikke var nødvendigt, fortæller han. 

Benarbejde

Corona-omstændighederne har i det hele taget været nænsomme ved Aalborg Chokoladen, som i begyndelsen af epidemien fik en del afbestillinger fra virksomheder, der alligevel ikke ønskede chokolade tilsendt, når medarbejderne var sendt hjem.

- Men så ringede vi rundt og gjorde opmærksom på, at vi også kunne sende chokalade hjem til medarbejderne. Det var et stort benarbejde, men det lønnede sig, konstaterer John Aslak Jensen.

Han regner nu med, at chokoladefabrikken i 2020 opnår et mindst lige så godt resultat som i 2019.

Aalborg Chokoladen offentliggjorte i juni planer om at bygge en helt ny, 1.500 kvadratmeter stor fabrik. Det projekt skrider ifølge direktøren planmæssigt frem, selv om han ikke regner med at være på plads i de nye omgivelser før end om et år eller to. Grunden i Aalborg Øst er ved at blive byggemodnet.

I mellemtiden glæder John Aslak Jensen sig også over, at Aalborg Chokoladens butik i Aalborgs midtby havde et glimrende 2019. Overskuddet efter skat blev på knap 140.000 kroner mod 5.000 året før.

Butikken ved Aalborg Banegård sælger udelukkende Aalborg Chokoladens egne produkter. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11