23948sdkhjf

"Bombe under dyrevelfærdsregler": Bedøvelse før slagtning truet

En EU-domstol skal inden årets udgang tage stilling til, om medlemslandes krav om bedøvelse af dyr før aflivning er i strid med friheden til at praktisere religiøse ritualer som kosher og halal. Det vil i så fald være et katastrofalt tilbageskridt for dyrevelfærdskampen i Danmark, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.

Den gældende EU-lovgivning kræver, at landbrugsdyr bedøves før slagtning af hensyn til dyrevelfærden, og i lande som Finland og Sverige er kravet ufravigeligt, uanset om slagtningen er en del af et religiøst ritual som for eksempel halal og kosher. Det har det også været i Danmark, siden man som et af de første lande i verden indførte det i 2014, og dengang blev det af blandt andre Dyrenes Beskyttelse fejret som en stor sejr for dyrevelfærden.

- Det er frygtelig dyremishandling at skære halsen over på og afbløde dyr, som er ved bevidsthed under hele processen. Det kan man se med det blotte øje, men det bakkes også op af videnskabelige undersøgelser, som fastslår, at dyrene lider stor overlast. Det er også derfor, at man i lande som Danmark har sagt, at det vil man ikke være med til, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.

Nu er sagen imidlertid blevet indbragt for Den Europæiske Unions Domstol af den belgiske forfatningsdomstol, som ønsker belyst, hvorvidt de nationale særregler er i strid med relevant EU-lovgivning, herunder retten til at udøve religiøse ritualer. EU-domstolens generaladvokat har i en foreløbig udtalelse vurderet, at det kan de meget vel være. Hvis det bliver den endelige dom, vil det i så fald være en bombe under de danske dyrevelfærdsregler, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.

- Hvis dansk krav om bedøvelse før slagtning bliver underkendt af EU, så vil det være et katastrofalt tilbageskridt for dyrevelfærdskampen herhjemme. Hensynet til dyrene skal altid have forrang. De er levende, sansende væsner, og de skal under ingen omstændigheder behandles på så bestialsk vis, siger Britta Riis.

Europæere er imod slagtning uden bedøvelse
I stærk kontrast til generaladvokatens vurdering står den europæiske befolkning, hvor 92 procent mener, at medlemslande skal have lov til at fastsætte strammere krav til dyrevelfærden under slagtning. Det viser en ny undersøgelse, som er foretaget i 24 EU-medlemslande.

Også i Danmark er der opbakning til de nationale særregler. Her svarer 84 procent, at dyr bør være bevidstløse før slagtning, uanset om der er tale om religiøse ritualer.

- Det er folkets vilje, det er medlemslandenes vilje og det er dyrevelfærdsorganisationernes vilje. Det håber jeg, at EU-domstolen vil lytte til. Vi er klar til at kæmpe for det hele vejen til Bruxelles, og vi regner med opbakning fra danske politikere, siger Britta Riis.

Den Europæiske Unions Domstols afgørelse ventes inden udgangen af året.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078