23948sdkhjf

Vilsund Blue vil fyre trods positivt møde

Muslingeproducenten Vilsund Blue på Mors undgår ikke at fyre omkring 15 medarbejdere, selv om direktør Søren Tjørnelund Mattesen har haft et positivt møde online med fiskeriminister Mogens Jensen.

Det oplyser Vilsund Blue i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at der trods en god dialog alligevel er lang vej til en løsning af problemet med nok råvarer til muslingeindustrien omkring Limfjorden.

Derfor fortsætter Vilsund Blue planerne om at fyre op til 20 procent af medarbejderne - planer, som Søren Tjørnelund Mattesen offentliggjorde tidligere i oktober som reaktion på, at han på det tidspunkt forgæves havde forsøgt at råbe ministeren op. Nødråbet førte til, at Mogens Jensen tilbød et møde via Skype.

Indtil nu har det lydt fra Vilsund Blue, at virksomheden ville blive nødt til at lukke sin konservesfabrik, hvis ikke der kommer flere muslinger. Søren Tjørnelund Mattesen oplyser til Food Supply, at det alligevel ikke bliver tilfældet.

- Vi spreder nedskæringerne bredt ud over hele virksomheden, så konservesfabrikken i hvert fald ikke lukker nu og her, fortæller han.

Direktøren konstaterer efter Skype-mødet med Mogens Jensen, at ministeren er lydhør over for Vilsund Blues problemer med tilgang til nok råvarer.

- Men udsigterne til, at de positive tilkendegivelser hurtigt vil ændre på den aktuelle situation, er ikke realistiske. Derfor er vi desværre nødt til at reducere medarbejderstaben, siger Søren Tjørnelund Mattesen.

Han understreger, at han - på muslingeindustriens vegne - er glad for, at ministeren anerkender de konkrete problemer og bekræfter at man fortsat ønsker en muslingeindustri i Danmark.

- DTU Aqua laver nu en ny bestandsvurdering Storebælt; den forventer vi klar i begyndelsen af det nye år. Der skal så laves en politisk afklaring af, hvem der skal have licenserne. De bør, set fra min stol, gives til fiskerne på Østkysten, der mangler råvarer, siger Vilsund Blue-direktøren.

Han glæder sig også over, at ministeren er klar til at kigge på fiskeriet af yngel på Horns Rev, hvor tyske og hollandske fiskere allerede henter yngel i eget farvand. Myndeighederne vil nu undersøge mulighederne.

Nej til fiskeri i Vadehavet
Selv om ministeren var lydhør overfor muslingeindustrien, var der dog også punkter, hvor Mogens Jensen ifølge Søren Tjørnelund Mattesen ikke umiddelbart var til at rokke.

- Ministeren ønsker ikke et fiskeri i Vadehavet, da han mener, det er i konflikt med udpegningen af området som en del af Unesco’s verdensarv. Det er vi ikke enige i og mener godt, at der kan etableres et fuldt ud forsvarligt fiskeri med hensyntagen til naturen. Det vil vi arbejde videre med, siger Søren Tjørnelund Mattesen.

Til gengæld var ministeren klar til at se på en åbning af muslingefiskeri om søndagen. Det er afgørende for, at muslingeindustrien kan levere friske ferske produkter til kunder i ind- og udland, påpeger direktøren

Han nævner også, at Mogens Jensen lovede, at de ansøgninger om at etablere kulturbanker med muslinger, der har ligget i Fiskeristyrelsen i over et år, vil blive behandlet inden årets udgang.

- Alt i alt er vi forsigtige optimister. Men ikke nok til, at vi her og nu kan holde alle vores medarbejdere beskæftiget. Det ville have krævet handling nu og her fra fiskeriministerens side, siger Søren Tjørnelund Mattesen, der ser frem til, at ministeren besøger virksomheden snarest som opfølgning på sagen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063