Mandag accepterede Skånemejerierne købstilbuddet fra Lactalis, som dermed tager et stort skridt ind på det skandinaviske marked.
Og selv om det franske mejeri – der årligt omsætter for 112 mia. kr. og har 52.000 ansatte – er lidt af en sværvægter, er Lactalis ikke klar til at gå i ringen mod Arla på andelsmejeriets egen hjemmebane.
- Vi er ikke ude efter at købe Arla. De dominerer markedet. Vi bliver små ved siden af dem i Skandinavien. Vi må se, hvordan vi udvikler os med vores egne produkter, siger pressetalsmand Michel Nalet til LandbrugsAvisen.
Han kalder det for en tilfældighed, at det netop var i Skandinavien, at muligheden for et opkøb bød sig. Opkøbet af Skånemejerierne er derfor udtryk for en global strategi snarere end en regional satsning.
- Der er ikke så mange virksomheder i Skandinavien med den størrelse, og så er det også et spørgsmål om, hvad der er muligt, siger han.