23948sdkhjf

Slagteri og pølsefabrik klar med ny direktør

Hvidebæk Slagteri og Pølsefabrik med adresse syd for Kalundborg har udnævnt Adis Topsibasic som ny direktør. 

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at han på posten afløser Berit Fobian, der nu fortsætter som administrationschef.

Ifølge cvr-registret afløste Berit Fobian selv Henrik Fobian som direktør i september 2017.

Food Supply har ringet til Hvidebæk Slagteri og Pølsefabrik for at høre om baggrunden for chefskiftet og blev stillet om til Henrik Fobian. Han ønskede ikke at fortælle noget, men henviste til, at der senere ville blive udsendt information.

Det er nu sket med den forholdsvis kortfattede pressemeddelelse. 

- I en branche, der kræver stadig større viden og indgående fagkundskab, har Hvidebæk Slagteri og Pølsefabrik valgt at udnævne en ny direktør, der skal føre virksomheden videre til næste fase i den spændende udvikling frem mod en endnu mere moderne og bæredygtig produktion.

- Adis Topcibasic har været i branchen i mere end 20 år, har stor faglig indsigt og kender detaljerne i alle arbejdsopgaver i virksomheden. Han kan dermed bidrage til at drive den udvikling fremad, der allerede er sat i gang, hedder det i meddelelsen.

Privatlivets fred

Det fremgår også, at yderligere spørgsmål skal rettes til en Christian Rindbæk. Denne er det ikke lykkedes Food Supply at komme i telefonisk kontakt med, men han har via mail oplyst, at "vi har mange spændende tiltag undervejs" og indvilget i at besvare en stribe spørgsmål:

- Hvorfor har I skiftet direktør? Har Berit Fobian selv ønsket at stoppe?
- Skiftet sker som et led i en større fokus på kerneforretningerne, og Berit har heldigvis sagt ja til at fortsætte i administrationen, og dermed sikre kontinuiteten i backoffice-funktionerne.

- Hvor har I hentet Adis Topsibasic - hvad har han lavet tidligere?
- Adis Topsibasic har gennem 20 år arbejdet på slagteri og pølsefabrik i forskellige chef-funktioner, og dermed har han et stærkt udgangspunkt for at udvikle virksomheden yderligere
(Christian Rindbæk har ikke besvaret et opfølgende spørgsmål om, hvor den nye direktør senest har arbejdet, red.)

- Berit Fobian afløste i september 2017 Henrik Fobian som direktør. Hvad er hans rolle nu?
- Henrik er vores stærke sparringspartner på alle dele af produktionen, hvor han i de seneste år har sikret en stadig mere rentabel og øget produktion. Samtidig har Henrik et stort og godt netværk i branchen, således han sikrer vores afsætning.


- Er de et ægtepar, eller hvordan?
- Det hører vist under privatlivets fred, og har ingen indflydelse på hverken planer eller drift.

- Hvor mange ansatte er der?
- Det ønsker vi ikke at oplyse, da det er en konkurrenceparameter.

- Hvilke mængder slagter/producerer I?
- Vi slagter mellem 2.000 og 2.500 grise pr. uge, og producerer ca. 20.000.000 pølser pr. år.

- Hvilke spændende tiltag er det, I har undervejs?
- Af hensyn til konkurrencesituationen vil vi vente med at blive mere konkrete på denne del.

- Hvad er din rolle i virksomheden?
- Jeg bistår direktion og administration med diverse opgaver, herunder kontakten til pressen.

Ifølge cvr-registret ejer Henrik Fobian 73 procent af Hvidebæk Slagteri og Pølsefabrik, mens hans bror Jesper Fobian Jensen har de resterende 27 procent.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079