Flere år med underskud kan nu aflæses af egenkapitalen hos det økologiske mejeri Øllingegaard, som i 2010/11 tabte 13,6 mio. kr. og dermed har en negativ egenkapital på 13,4 mio. kr.
Det vækker naturligt nok bekymring hos de landmænd, som leverer mælk til mejeriet.
- Hvis mejeriet går ned, ryger jeg med i faldet. Der går en vis tid, inden vi modtager betaling for vores leverancer af mælk, og jeg har på ethvert givent tidspunkt næsten 500.000 kr. stående i mejeriet. Hvis jeg mister de penge, lukker banken min kredit, og så er jeg færdig, siger Hans Jørgen Larsen, der er den største leverandør til Øllingegaard, til Jyllands-Posten.
Dårlig forretning at omlægge produktionenHans problem er, at markedet ikke tilbyder alternativer, da både
Arla og Thise Mejeri har lukket for tilgangen af økologiske mælkeproducenter, mens Naturmælk kun optager ganske få som følge af det sidste års vigende fald.
En omlægning til konventionel produktion er heller ingen god forretning, så Hans Jørgen Larsens eneste mulighed er at blive i Øllingegaard og håbe, at mejeriet klarer sig gennem krisen.
Øllingegaard klarer sigMen Øllingegaard skal nok klare sig, lyder forsikringen fra advokat Knud Foldschack, der er mejeriets bestyrelsesformand.
- Fondene bag mejeriet har fået tilført likviditet i størrelsesordenen 3,5 mio. kr., som er formidlet videre til mejeriet. Vi har drevet Øllingegaard i 20 år, og folk har altid fået deres penge fra mejeriet. Sådan vil det fortsat være, siger han.
Øllingegaard er ejet af Solhvervfonden (60 procent) og Ainyahitafonden (40 procent), som igen har stærke kræfter i ryggen.
- Vi har et bagland, og det er der ikke noget mystik i. Blandt andet har vi fået en vis hjælp fra en fond, som driver en stor, overskudsgivende landbrugsproduktion i Polen, siger Knud Foldschack.
Øllingegaard forventer et underskud på cirka 1 mio. kr. i indeværende regnskabsår og overskud i det kommende.

