23948sdkhjf

Corona og surdej med til at give Aurion millionplus

Nordjyske Aurion, der producerer mel, korn, grød og gryn, kom efter to år med underskud på ret kurs i det seneste regnskabsår.

Tallene for 2019/20 viser et overskud før skat på 1.079.000 kroner. Året før var der et minus på 882.000.

Forbedringen hænger ifølge Aurion-direktør Brian T. Nybo i høj grad sammen med, at virksomheden har haft gavn af den surdejsbølge, der er skyllet ind over landet.

Interessen for bagning tog i høj grad fat efter coronanedlukningen i foråret. Aurion oplevede dengang en voldsom vækst i salget til detailhandlen, som har mere end opvejet den nedgang, der samtidig ramte salget til foodservice.

- I de første to-tre måneder efter nedlukningen havde vi en vækst i detailsalget på 20-30 procent. Vi sælger til både Rema 1000, Salling Group og Coop, og de aftog alt, hvad vi kunne producere. Folk troede dengang jo nærmest ikke, at de kunne få noget at spise igen. siger Brian T. Nybo.

- Da de så begyndte at bage derhjemme, fik de også øjnene op for at prøve nye meltyper, og det har vi i høj grad, tilføjer han.

Mere fokus på websalg

I forbindelse med den anden coronabølge, der satte ind efter regnskabsårets afslutning, er salget i detailledet langt fra lige så markant, men dog stadig højere end året før, vurderer direktøren. Han tør ikke spå om, hvordan indeværende regnskabsår ender.

Brian T. Nybo anslår, at cirka en fjerdedel af Aurions omsætning kommer fra detailkæderne og cirka det samme fra helsekostforretninger og specialbutikker. Foodservice udgør under normale omstændigheder også cirka 25 procent, og resten er fordelt på salg til blandt andet bagerier og engros-kunder og salget fra Aurions webshop.

- Netsalget er også blever styrket under coronakrisen og udgør nu omkring fem procent. Det er noget, vi kommer til at gøre endnu mere ud af, og vi lancerer en ny webshop senere i år, fortæller direktøren.

Aurion med 35 ansatte er Danmarks ældste økologiske og biodynamiske mølleri. Det blev stiftet i 1974.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11