Alle varianter af Ryå Energitæt Is fra Aabybro Mejeri er nu godkendt af Lægemiddelstyrelsen til såkaldt Grøn Recept. Dermed kan syge og småtspisende købe isene med 60 procent i tilskud, og det giver mejeri-indehaver Niels Henrik Lindhardt nyt mod på eksportmarkederne, skriver mejeri.dk
To af de energitætte is blev godkendt af Lægemiddelstyrelsen i 2019, men nu er samtlige ni varianter af Aabybro Mejeris næringsrige is blåstemplet af styrelsen til Grøn Recept.
Aabybro Mejeri lancerede sin første energitætte is i 2001, og nu ser Niels Henrik Lindhardt Lægemiddelstyrelsens godkendelse som kronen på 20 års arbejde.
- At isen nu kan købes med et stort tilskud, giver mange flere mulighed for at få fat i den. Det er vi selvfølgelig glade for. Både fordi mad – ikke mindst energitæt is – ofte er den bedste medicin, og fordi det vil gavne vores salg, siger han til mejeri.dk.
Nyt forsøg i udlandet
Han bygger sin optimisme på, at efterspørgslen på Ryå Energitæt Vanilje Flødeis og Jordbær Flødeis steg væsentligt efter Lægemiddelstyrelsens godkendelse af de to varianter i 2019.
Ryå Energitæt Is er tidligere blevet solgt i Sverige og Tyskland, og her er Niels Henrik Lindhardt nu klar til at forsøge sig igen.
- Vi arbejder hele tiden på at udvide vores marked og er åbne for eksport. Med Lægemiddelstyrelsens blå stempel regner jeg med, at vi står betydeligt bedre i udlandet, lyder vurderingen fra mejeridirektøren.