23948sdkhjf

Lindhardt på toppen igen: - Sådan en dag savner jeg mine forældre

Egentlig skulle indehaveren af Aabybro Mejeri i Nordjylland, Niels Henrik Lindhardt, tirsdag have fejret 30-års bryllupsdag med sin hustru, Alice.

Men han var i Herning med en anden hjertenskær - mejeriets chokolade/orange-is, som deltog i International Dairy Contest i en konkurrence med næsten 1.000 mejeriprodukter.

Og pludselig blev Niels Henrik Lindhardt kaldt op på scenen og hædret som den ene af tre vindere, idet hans is løb med sejren i kategorien for konsum, der omfatter alle andre mejeriprodukter end smør og ost.

- Du må godt skrive, at jeg blev rørt. Sådan en dag savner jeg virkelig mine forældre. Jeg stod jo på den samme scene sammen med min far i 2008, da vi vandt den samme pris for en fromage, konstaterer Lindhardt med henvisning til faderen, mejerist Anker Lindhardt, der døde i 2018. 

Forhindret i 1985

I det hele taget har Niels Henrik Lindhardt vildt mange minder med sine forældre fra mejerimessen i Herning, som han har besøgt stort set hvert eneste år i sit nu 57-årige liv.

- De tog mig med i klapvogn første gang, da jeg var to år. Jeg tror kun, jeg siden da har misset messen en enkelt gang. I 1985, da jeg boede på Island og ikke kunne komme hjem på grund af dårligt vejr, husker han.

Om vinderisen med fløde, chokolade og appelsin fortæller Niels Henrik Lindhardt, at den er baseret på en skør idé, han fik i 1999. Han ville op til jul og nytår lave en islagkage, der indeholdt både chokolade, appelsin og champagne.

Det gjorde han så, hvorefter opskriften blev lagt i skuffen indtil 2015, hvor han kom i tanker om den og begyndte at lave isen igen, denne gang bare uden champagne.

- Vi har 23 is-varianter i alt , og den her ligger i min personlige top-3. Nej, det er nok top-2, siger den nordjyske mejerist, som ifølge eget udsagn spiser is hver eneste dag. 

- Kaffe, tobak og is skal jeg have hver dag, fastslår han.

Gratis bryllupsblomster

Dommerne, der udvalgte chokolade/orange-isen som Danmarks ypperste, gjorde det med en bemærkning om, at det er "is, når det er bedst".

Og det er en melding, der i høj grad falder i Niels Henrik Lindhardts smag.

- Den passer for en vendelbo som mig. Ikke nogen overflødige ord, bare keep it simple, siger han.

- Under alle omstændigheder betyder den her anerkendelse rigtig meget for Aabybro Mejeri. De er stolte derhjemme på mejeriet, tilføjer han og kommer i den forbindelse i tanker om Alice, der i høj grad er med i den daglige drift:;

- Ud over en Flora Danica-tallerken får man jo en buket blomster, når man vinder prisen. Så nu er jeg fri for selv at købe en blomst med hjem til hende. Buketten ligger ude i bilen ...

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109