23948sdkhjf

8.000 slagteriansatte får gavekort til restaurant

Mange medarbejdere på tværs af brancher har knoklet under coronapandemien, og det får virksomhederne nu mulighed for at belønne.

Brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Cafeer (DRC) har således lanceret et landsdækkende gavekort til spise- og drikkeoplevelser. Det kan virksomheder købe til deres ansatte.

- Det er et initiativ, som skal bringe noget omsætning ud til branchen. Det er et gavekort, hvor vi skaber en direkte bro mellem virksomheder og branchen, siger direktør i DRC Torben Hoffman Rosenstock.

I sidste uge vedtog Folketinget en lov om skattefrie oplevelsesgavekort.

Det betyder, at man kan modtage op til 1.200 kroner i gavekort fra ens arbejdsgiver uden at skulle betale skat af det.

- Flere virksomheder vist stor interesse for det, og det passer meget godt med, at vi har en branche, der mangler omsætning. Så der er et godt match dér, sigerTorben Hoffman Rosenstock.

Gavekortet vil gælde til alle de af landets restauranter, cafeer og barer, som vil være med i ordningen. Det gælder især de cirka 1.400 restauratører, som er medlemmer af DRC.

Tiltaget vækker glæde hos Danish Crown, som har lagt en ordre på 8.000 gavekort til en værdi af 500 kroner. Det fortæller administrerende direktør Jais Valeur.

- Vi hjælper vores kunder, som er restauranter, der køber vores kød. Så synes jeg også, at vores medarbejdere trængte til en lille opmuntring, når vi nu forhåbentlig nærmer os slutspurten i denne coronasituation, siger han.

Jais Valeur vil med gavekortet vise sine ansatte, at han sætter pris på deres arbejde.

- Det har været et brutalt år i den industri, vi er i. Jeg synes, de fortjener et klap på skulderen, for de har ydet en ekstraordinær indsats.

Gavekortet fungerer som et debetkort, der også kan tankes op.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109