23948sdkhjf

Stor madfestival er klar uanset coronasituationen

Den kalder sig Danmarks største madfestival, og folkene bag er ikke i tvivl om, at den bliver afviklet, uanset coronasituationen i maj.

Den tværkommunale fødevarefestival Madmødet bliver holdt for første gang i Midt- og Vestjylland i dagene 27.-30. maj. Festivalen sætter spotlight på de lokale fødevarer, der produceres og bearbejdes i de syv kommuner, som udgør Business Region MidtVest.

Til forskel fra de andre danske fødevarefestivaller holdes Madmødets mange events rundt omkring hos de lokale fødevareproducenter, restauranter, kulturinstitutioner, uddannelsessteder, gårdbutikker, fiskefartøjer, havne, bryggerier, gårde og andre steder med rod i fødevareoplevelser- og produktion.

Det betyder, at Madmødet strækker sig fra Fur i nord til Tarm i syd, og fra Søndervig i vest til Klovborg i Øst - et samlet areal på næsten 6.000 kvadratkilometer, påpeger arrangørerne, som derfor kalder det for Danmarks største fødevarefestival.

- Vi har valgt at gennemføre Madmødet 2021 og har arbejdet ud fra præmissen om, at vi skal kunne nedskalere de enkelte events i forhold til corona-restriktionerne. Det er vi lykkedes med, og lige nu ser vi endnu mere positivt på tingene efter genåbningsplanen.

- Fordelene for os er, at de mange events er lagt ude hos landmændene, fiskerne, virksomhederne og producenterne selv, og på den måde kan de håndtere deres gæster og på tryg vis præsentere dem for de fantastiske fødevarer, der produceres her i vores område, siger Susanne Nors, leder af Business Region MidtVest, i en pressemeddelelse.

Madmødet omfatter blandt meget andet "Madcaminoen" og "Walk, talk and eat med en politiker", hvor man kan vandre langs Vestkysten og smage på lokale fødevarer, mens man debatterer fødevarepolitik med lokale politikere.

Festivalen inviterer også til konferencer og debatter under overskrifter som "Hvordan brander vi fremtidens lokale fødevarer?" og "Hvor skal fremtidens proteiner komme fra?"

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093