23948sdkhjf

Danmarks største gourmet-talenter kåret

Stemningen og spændingen var helt i top, da Danmarks bedste cater-, smørrebrødsjomfru-, tjener- og ikke mindst kokkeelever blev fundet på Foodexpo.
Der var både glædestårer, knyttede næver og masser af guldkonfetti, da Danmarks bedste elever inden for en række discipliner blev fundet mandag eftermiddag.

Om det var et bevidst kneb fra arrangørerne eller ej, skal være usagt, men de 20 minutters forsinkelse ved kåringen af Danmark bedste elever under Foodexpo gjorde luften foran den yderst velbesøgte scene tyk af spænding.

Lad os derfor springe direkte ud i det og sætte navn på vinderne.

Vindere af DM for kokkeelever
Camilla Bailey og Kasper Kristensen, som til dagligt arbejder på Henne Kirkeby Kro og går på EUC Vest i Esbjerg, havde torsk og kongekrabber til forret og kanin og lam til hovedret, og det klarede de altså bedre end alle andre.

- Vi har trænet meget, men vi lærer også meget i hverdagen på restauranten, hvor vi får lov til at få ansvaret selv. Det betyder meget og er en god måde at blive bedre på, siger Camilla Bailey.

Til april forlader køkkenchef Allan Poulsen Henne Kirkeby Kro og tager til Restaurant Nimb. At han tager sine dygtige kokkeelever med kan næppe overraske efter mandagens præstation.

- I er fantastisk dygtige. Her kan man ikke bare tale om et højt bundniveau, men om et højt topniveau. I har klasse, sagde Per Hallundbæk, formand for dommerkomiteen på kokkeelevkonkurrencen, og de roser fulgte de øvrige fags formænd op.

Vindere af DM for tjenere
Kristen Eyfjörd Pedersen og Christian Neve fra Teknisk Skole Silkeborg scorede højt i alle discipliner og var bedst samlet set. Nu venter endnu mere træning:

- Vi er super glade for at vinde, men nu begynder konkurrencen for alvor. Med sejren her skal vi jo til de nordiske mesterskaber i Finland i slutningen af april, så arbejdet er først lige begyndt, siger Kristen Eyfjörd Pedersen.

De to tjenerelever går på Teknisk Skole Silkeborg og arbejder på henholdsvis Svineriet i Århus (Kristen Eyfjörd Pedersen) og Sallingsund Færgekro (Christian Neve).

Vindere af DM for cater-elever
Britt Kolding og makkeren Rabia Øzbek fra Teknisk Skole Silkeborg gik hele vejen ved DM for cater-elever.

- Vi er så glade for at have vundet. Det betyder så meget for os. Selve konkurrencen har været hård, det har været en stressende dag, og vi regnede faktisk ikke med at vinde, lød det fra makkerparret, der siden 14. januar har trænet op til DM-finalen.

I finalen skulle de seks par udover en teoretisk prøve tilberede en varm hovedret med kød samt en fiskeanretning til syv kuverter. På vindermenuen var blandt andet karamelliseret jomfruhummer, pocheret laks, souffle af laks og en brødcrouton med tatarbøf, æggemayonnaise, rodfrugter og urtesalat.

Britt Kolding har gennemført grundforløbet og været i lære i et halvt år, mens Rabia Øzbek er færdig til sommer med den treårige cater-uddannelse.

Vindere af DM for smørrebrødsjomfruer
Tre par havde kvalificeret sig til finalen, og her var det 24-årige Jens Ryge Sørensen, der sammen med partneren, 26-årige Kathrine Lundh, tog den øverste plads på skamlen:

- Smørrebrød er kendt for at være klassisk, men det kan også sagtens gøres mere moderne. I finalen gav vi derfor vores smørrebrød et ekstra twist. Blandt andet tog vi et sats med en røget åletatar med pocherede æg og purløg, siger Jens Ryge Sørensen.

Og satsningen gav bonus for det unge par, der til daglig arbejder side om side i frokostrestauranten Told og Snaps i Nyhavn. Efter tre timers dyst, tre retter til en buffet med ti kuverter og seks forskellige slags luksussmørrebrød kunne det københavnske guldpar lade sig hylde af publikum i Herning.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078