Detailkæderne skal trimme antallet af ejendomme med 30-40 procent, hvis de vil følge med udviklingen på markedet inden for de næste fem år.
Sådan lyder en af konklusionerne i en ny rapport fra Deloitte, som The Guardian refererer.
- De fleste britiske detailhandlende har simpelthen for mange butikker, konkluderer Silvia Rindone fra Deloitte, som står bag rapporten ”Store of the Future” (”Fremtidens Butik”).
Selv om rapporten er udarbejdet med det engelske marked som fokus, kan udviklingen sagtens projekteres over på Danmark, idet der er tale om en samlet global bevægelse.
I stedet vil onlinehandel overtage stadig større andele, mens eksempelvis kaffebarer, internetbaserede butikker og såkaldte ”hubs” til afhentning af bestilte varer vil skyde op, hvor de klassiske detailbutikker tidligere lå.