23948sdkhjf

Cocio-direktør: Nu skal vi tilbage på sporet, og så udvider vi nok med endnu et land

Chokolademælk fra Cocio i Esbjerg sælges p.t. udelukkende i Danmark, England og Sverige, men det kommer formentlig til at ændre sig næste år.

Ifølge Cocio-direktør Rasmus Malmbak Kjeldsen har den Arla-ejede virksomhed planer om at gå ind i et nyt land - måske endda to - i 2022.

- Jeg kan ikke sige, hvilke lande, der kan blive tale om, men vi har en bruttoliste med muligheder. Nu bruger vi i første omgang 2021 på at have fuldstændigt fokus på de tre nuværende markeder og ikke mindst på for alvor at komme tilbage på sporet i Dannark, konstaterer han.

Cocio har ifølge Rasmus Malmbak Kjeldsen cirka 75 procent af sin omsætning i Danmark, knap 20 procent i Sverige og resten i England. Den samlede omsætning ønsker han ikke at oplyse, men den var i 2020 på stort set samme niveau som i 2019.

Forretningen gav i 2020 et overskud på 23,6 millioner kroner mod 19,5 millioner året før. Der var salgsnedgang i Danmark, men fremgang i både England og Sverige. 

Mere salg til Starbucks

- I Danmark har vi jo ud over den almindelige detailhandel, hvor vi er store, også et grænsesalg og har desuden bevæget os ud i conveniencemarkedet og on-the-go-salg på blandt andet tankstationer. Og der har vi som så mange andre været ramt af, at folk ikke er kommet så meget ud under coronakrisen.

- I England og Sverige er vi kun i den traditionelle handel, så der har vi ikke fået det smæk. Desuden er det nemmere at vokse og tage markedsandele på et marked, hvor man kommer fra et lavere niveau, påpeger Cocio-bossen.

- Men I har omsat for stort set det samme i 2020 som i 2019 - hvordan er det så lykkedes at tjene fire millioner kroner ekstra?

- Det hænger sammen med, at Cocio Chokolademælk består af både det kommercielle salg og af mejeriet i Esbjerg. Og mejeriet har haft en markant størrre aktivitet i 2020, hvilket har været med til at holde omkostningsniveauet nede, svarer Rasmus Malmbek Kjeldsen.

Han peger på, at den øgede produktion skyldes, at mejeriet sidste år øgede salget af mælkebaserede kaffedrikke til den amerikanske kaffekæde Starbucks. Aftalen med Starbucks betyder, at produkterne fra Esbjerg forhandles i cirka 40 lande.

Retro-etiket

Salget til Starbucks indgår ikke i regnskabet for Cocio Chokolademælk, og tallene er heller ikke offentligt tilgængelige, men indgår i det samlede regnskab for Arla. Rasmus Malmbek Kjeldsen kan dog sige så meget, som at Starbucks-omsætningen sidste år voksede med cirka 27 procent.

Når det gælder salget af produkter med Cocio-navnet skal det i den kommende tid efter planen løftes via ikke mindst en sommerkampagne med fokus på Cocios 70-årsjubilæum.

- Det kommer blandt andet til at handle om større synlighed i butikkerne. Og så er vi klar med en flaske med en etiket, der minder om etiketten fra dengang, vi kom på markedet første gang.

- Vi skal også i gang med at have fokus på unge, men det er helt klart mere et 2022-perspektiv. Vi skal have fortalt de unge, hvad Cocio kan med smag og kvalitet.

- Så vi skal have set nærmere på, hvor og hvornår det er relevant for de unge at drikke Cocio, for eksempel når de bare hænger ud og ser film eller gamer, nævner Rasmus Malmbek Kjeldsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094