23948sdkhjf

Carlsbergs salg løftet af EM og genåbning

Carlsberg har haft fremgang i salget i første halvdel af 2021, hvor både en gradvis genåbning efter coronavirus og EM i fodbold har trukket op.

Den danske bryggerikæmpe har solgt for 31,7 milliarder kroner i årets første seks måneder.

Det er 10 procent over sidste år, som dog var kraftigt påvirket af restriktioner på blandt andet barer og restauranter. Det viser regnskabet for første halvår.

Selv om der i store dele af verden er lempet på restriktionerne i løbet af 2021, er salget ikke helt på niveau med 2019, hvor corona ikke spillede ind på Carlsbergs resultater.

- Selv om vi ser en gradvis tilbagevending til en mere normal situation på tværs af markederne i Europa, er der på andre markeder - særligt i Asien - markante restriktioner som følge af nye bølger med smitte, siger administrerende direktør Cees 't Hart i en kommentar.

I Asien er salget på et lavere end niveau end normalt på grund af restriktioner.

Carlsberg nævner landene Laos, Vietnam, Cambodja, Indien og Malaysia, hvor der er en lav andel af vaccinerede. I Kina har der til gengæld været fremgang i salget.

10 procent i Danmark

På det danske marked er salget gået frem med i underkanten af 10 procent i andet kvartal, hvilket ses i sammenhæng med, at restauranter og barer genåbnede i april, samtidig med at der også blev mulighed for at handle ved den dansk-tyske grænse.

Carlsberg skriver i regnskabet, at der særligt har været efterspørgsel på fadøl og specialøl og nævner mærker som 1664 Blanc, Grimbergen og Somersby.

Det højere salg gennem 2021 har også smittet af på Carlsbergs overskud.

Bryggeriet har tjent omkring 5,1 milliard kroner på driften i første halvår. Det er en stigning på 500 millioner kroner fra samme periode sidste år.

I forbindelse med regnskabet opjusterer Carlsberg sine forventninger til 2021.

Bryggeriet venter nu en vækst i overskuddet på 8-11 procent sammenlignet med 2020. Tidligere var der ventet en fremgang på 5-10 procent.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094