23948sdkhjf

Rustfri ekspert har tanken fuld af ambitioner

LP Kolding har fundet sin niche som producent af rustfri tanke, procesudstyr og units til fødevareindustrien

For at stå stærkere på markedet som producent går LP Kolding A/S i højere grad end tidligere efter at have den direkte kontakt med fødevareindustrien.

Det giver en mere konstruktiv og ofte også langsigtet samarbejdsmodel, der åbner op for udvikling, modsat den traditionelle underleverandørmodel, der til tider kan være alt for usikker, kortsigtet og prisfokuseret.

- Det er den vej, vi vil gå. Hos flere af vores kunder er vi kommet højere op i værdikæden. Vi leverer flere og flere færdige enheder som funktionsløsninger, påpeger Mogens Feld-Andreasen, der ejer og driver LP Kolding i byen med samme navn.

- Hvor vi tidligere ofte leverede en pumpe til en procesleverandør, leverer vi i dag pumpen direkte til fødevarevirksomheden med tank, ventiler, styring og isolering, så den straks er klar til ibrugtagning, forklarer han.  

 Rustfri portefølje

Virksomheden beskæftiger 40 mand og har tre forretningsområder: Rustfri tanke, procesudstyr og units. Fødevareindustrien (drikkevandsbaseret udstyr medregnet) fylder 80 procent af omsætningen, som er vokset med cirka 10 procent om året de seneste tre år.

Eksporten går til Norge, Sverige og Tyskland, hvor LP Kolding har samarbejdspartnere, for eksempel ingeniørfirmaer, der også står for en del af salget. Lige nu leder virksomheden efter en ny partner i Norge.

De resterende 20 procent af omsætningen er baseret på farmaceutisk produktion. For et år siden opkøbte virksomheden Dansk Rustfri, Kolding, som netop er stærk på dette felt. Af de 40 mand i arbejdsstyrken arbejder de 10 i den nye afdeling.

- Produktporteføljen ligner den, vi har i hovedvirksomheden, men er dog mere fokuseret på pharma-industrien, siger Mogens Feld-Andreasen.      

 Dialog er vejen frem

I runde tal er området med rustfri tanke - herunder rustfri tryktanke og beholdere til mange forskellige formål - suverænt det største og udgør to tredjedele af omsætningen (andel tilknyttet fødevareindustrien). Området med procesudstyr er lidt større end units, og de to  udgør tilsammen den sidste tredjedel.

Inden for procesudstyr er det blandt andet cykloner, inddampere og specielle kundedesignede reaktorer, der udgør hovedparten af produkterne. Units kan være alt lige fra enkle rustfri komponenter til avancerede anlæg, for eksempel en ferskvandsgenerator, der forvandler saltvand ude på en boreplatform til rent drikkevand.   

LP Kolding varetager selv design, beregning og konstruktion samt komplet fremstilling med primært svejse- og slibeprocesser.

Fødevarevirksomheder udgør den største kundegruppe med mejerier som det største segment efterfulgt af ismejerier, producenter af vegetabilske olier, producenter af havredrik og producenter af fiskeolie og fiskefoder.

- Fødevareindustrien efterspørger samarbejdspartnere, der har forståelse for udvikling, hygiejnisk design samt kundedesignede løsninger. Vi skal have fuld fokus på vores tre forskellige forretningsområder og ikke andet, siger Mogens Feld-Andreasen, der har en pointe med salgsarbejdet:

- Selv om nye online-teknologier myldrer frem, så er det vores klare holdning, at en god ”gammeldags” dialog med kunden fortsat er fundamentet for et godt produkt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078