23948sdkhjf

Opkøbte Intech skal nu koncentrere sig om food-segmentet

Under Carsoes vinger får en af verdens førende producenter af bakkedispenseringsudstyr fuldt fokus på at levere hele automatiserede emballerings- og pakkelinjer

Med base i Nordjylland går Intech nu i gang med at erobre markedsandele inden for food-segmentet.

Virksomheden, der for nylig blev købt af ligeledes nordjyske Carsoe, står stærkt globalt som producent af bakkedispensere. Det er denne knowhow kombineret med ejerskabet af DamGaard Automatik og sammensmeltningen med Carsoes food-division, som nu skal resultere i et øget fokus på automatiserede og komplette emballerings- og pakkelinjer. 

Det nye hovedkontor og kompetencecenter for food-divisionen får adresse hos Intech i Erhvervsparken i Brønderslev.

Med opkøbet bliver Intech og KM Fish Machinery’s aktiviteter inden for seafood flyttet til Aalborg, hvor Carsoe samler sin seafood-division. Det fortæller Kim Weidemann, der tiltrådte som administrerende direktør hos Intech i august 2020. Inden skiftet var han i otte år CEO hos Klokkerholm Karosseridele i Hjallerup.

Intech har produceret og leveret hele fiskefabrikker til især små og mellemstore trawlere, ligesom virksomheden verden over er kendt for sine rejekogere. Eksportandelen ligger på over 90 procent af omsætningen, som er fordelt fifty-fifty mellem de to kundesegmenter.

Intech er primært en montagefabrik, men har også smedearbejde som klip, buk og svejseværk inhouse. Lønningslisten tæller 80 mand i Brønderslev, 20 hos DamGaard Automatik i Pandrup samt 12-14 mand hos KM Fish Machinery i Dybvad. I den kommende tid skal der flyttes rundt på såvel medarbejdere som produktionsudstyr.

Stærkere position

Tidligere i år etablerede Intech salgsselskab i Tyskland, som fortsat skal indgå i den europæiske satsning på food-løsninger. Intech er også ved at stifte selskab i USA, som skal dække det nordamerikanske marked, hvor der er solgt en del bakkedispensere hovedsageligt til linjer med grøntsager.

Sideløbende med ekspansionen er virksomheden ved at opbygge en global serviceafdeling, der tager udgangspunkt i bakkedispenseringsudstyr.  

- Vi har haft en vækst på 25-30 procent pr. år de seneste tre-fire år. Jeg tror, at vi med den nye ejerkonstellation fremstår i en tydeligere og stærkere position på verdensmarkedet, fordi vi udelukkende fokuserer på et kundesegment, siger Kim Weidemann.

 På jagt efter vækst

I en artikel på food-supply.dk har de tidligere ejere af Intech, Leif Carøe Andersen og Carsten Trudslev, sagt, at den nye direktør får til opgave at løfte Intech et niveau op vækstmæssigt. Ansvaret for den fremgang ligger nu hos Carsoe. Kim Weidemann fortsætter som administrerende direktør i food-divisionen og skal eksekvere strategien.  

Han vil gerne give sit bud på, hvad der rører sig af tendenser på verdensmarkedet ud over automation. Det er convenience, som tvinger fødevarevirksomhederne til at have et mere fleksibelt produktionsapparat.

- Vi kan se, at de projekter i food-segmentet, som har vores interesse, vokser i størrelse, og at de store fødevarevirksomheder vil have komplette totalløsninger. Det er en udvikling, der kræver muskler og en stærk organisation. Og det er dér, vi kommer til at stå, når vi har fået integreret de to kulturer i det samme hus. Det er vores hovedopgave det kommende års tid, understreger Kim Weidemann.     

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094