23948sdkhjf

True Gums millionærer efter salget: Det er surrealistisk

Tilsammen er de ikke meget mere end 117 år gamle, de fire stiftere af tyggegummiproducenten True Gum. 

Nu skal de dele det meste af 117 millioner kroner, efter at de netop har solgt deres virksomhed - men de fortsætter bare præcis som hidtil, fortæller medstifter Peter Juul Regnersgaard, der har titel af marketingdirektør i den bare fire år gamle iværksættersucces.

- Vi kommer ikke til bare at sætte os i en poolstol og slappe af. Alle fire fortsætter vores arbejde hos True Gum, siger han og lader forstå, at stifternes fortsatte engagement faktisk var en forudsætning for, at svenske Humble Group overhovedet ville købe virksomheden.

HER ER DE HIDTIDIGE EJERE

Som idémændene bag True Gum har Peter Juul Regnersgaard og  Morten Paulin Ebdrup indtil salget hver ejet cirka en fjerdedel af virksomhden.

Medstifter Jacob Sand Motzfeldt havde ifølge cvr-registret 10-15 procent af ejerskabet, mens den fjerde af de oprindelige ejere, Zabrina Ziegler, havde en mindre andel.

Med i ejerkredsen fik stifterne hen ad vejen det tyske investorselskab Oyster Bay (10-15 procent) og makkerparret Jeppe Christensen og Michael Andersen, der står bag køkkenbrandet Reform.

Alle har nu solgt deres andele til Humble Group i en handel til en værdi af 170 millioner kroner.

Beløbet kan stige med op til 83 millioner kroner ekstra, hvis True Gum opnår et bestemt driftsresultat frem mod 2024.- et resultat, som Peter Juul Regnersgaard ikke ønsker at gå i detaljer med.

- Ja, det var et krav, at vi fortsætter. Og vi havde nok slet ikke solgt, hvis ikke vi kunne få lov til at blive her. Nu fortsætter vi rejsen, bare med en stærk ejer, som giver os nærmest frie tøjler.

- Humble Group har sagt til os, at de ikke vil forstyrre for meget, fordi vi er en flok dygtige gutter og gutinder. Så dagen efter, at købet var blevet offentliggjort, var vi alle på fabrikken klokken otte, fortæller Peter Juul Regnersgaard.

- Jeg tænker en uge eller to frem

Han etablerede virksomheden i 2017 sammen med Morten Paulin Ebdrup, Jacob Motzfeldt og Zabrina Ziegler, og de fire venner har siden da formået at få deres plastikfri, veganske tyggegummi ud i over 20 lande.

- Havde I set sådan et salg af virksomheden ude i fremtiden, da I etablerede True Gum?

- Det tror jeg ikke, at vi havde forestillet os, og det er ikke noget, vi har søgt eller tilstræbt. Selv kan jeg nærmest ikke tænke et halvt år frem i tiden. Jeg tænker en uge eller to frem og får løst de opgaver, der ligger dér. Alt i alt er det ret surrealistisk, at vi nu har solgt, siger marketingdirektøren, der stort set aldrig bruger sin officielle titel.

- Vi er jo bare Morten, Jacob, Zabrina og Peter, bemærker han.

True Gum er vokset med raketfart og er nu oppe på cirka 40 ansatte. 

Med på holdet er også den særdeles erfarne tyggegummimand Steen Nordstrøm, der for et par år siden blev tilknyttet som strategisk sparringspartner og i 2020 også blev bestyrelsesformand. Han har mange års erfaring fra topposter hos Dansk Tyggegummifabrik, Dandy og Stimorol Danmark og har ifølge Peter Juul Regnersgaard været guld værd for True Gum.

På formandsposten er Steen Nordstrøm efter salget til Humble Group blevet afløst af svenskeren Simon Gustav Seved Petrén.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094