23948sdkhjf

Carlsberg-formand stopper efter 10 år på posten

I 10 år har Carlsbergs formand heddet Flemming Besenbacher. Men når den kommende generalforsamling er holdt i marts næste år, sidder en ny person for bordenden i bryggerikoncernen.

Besenbacher har ifølge en fondsbørsmeddelelse valgt at stoppe som bestyrelsesformand.

- Det har været en ære at være formand for bestyrelsen for dette gode selskab i 10 år. Carlsberg har udviklet sig enormt, og jeg er meget imponeret over det, som lederteamet og alle de dedikerede folk i koncernen har opnået, siger den afgående formand.

Carlsberg vedtog i 2016 med Besenbacher ved roret en ny strategiplan ved navn Sail '22, og arbejdet med at udarbejde en efterfølger er i fuld gang.

Men det bliver altså en anden, der skal føre den nye strategi - der får navnet Sail '27 - ud i livet, og den øvrige bestyrelse har valgt at pege på Henrik Poulsen som ny formand.

Poulsen er næstformand og var administrerende direktør for Ørsted - der tidligere hed Dong Energy - fra 2012 til 2020.

Han gjorde inden da karriere hos blandt andre TDC og Lego, og han sidder også i bestyrelsen for ISS, ligesom han er bestyrelsesformand for Færch Gruppen, der ejes af Mærsk-selskabet A.P. Møller Holding.

Carlsberg er verdens fjerdestørste bryggerikoncern og sælger øl og sodavand i mere end 150 lande verden over.

Selskabet ejer foruden Carlsberg- og Tuborg-brandet også mærker som Kronenbourg, Grimbergen og Somersby.

Carlsberg solgte 110 million hektoliter øl i 2020 og opnåede en omsætning på mere end 58 milliarder kroner.

/ritzau

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126