23948sdkhjf

Læsø Fiskeindustri iværksætter millioninvestering

Det seneste regnskabsår blev det bedste nogensinde for fiskerivirksomheden, som nu investerer 20 mio. kr. i nye indfrysnings- og pakkeanlæg på de to fabrikker på Læsø og i Skagen.
A/S Læsø Fiskeindustri præsterede et sandt rekordår i 2011, hvor både omsætning og resultat blev det bedste nogensinde.

Nettoomsætningen steg fra 360 mio. kr. i 2010 til 380 mio. kr. i 2011, mens resultatet før skat lød på 10,6 mio. kr. mod 7,8 mio. kr. i 2010.

Det er dog ikke alle pengene, der får lov at trække renter i fred på bankkontoen, idet Læsø Fiskeindustri har besluttet at investere 20 mio. kr. i nye indfrysnings- og pakkeanlæg på de to fabrikker på Læsø og i Skagen.

- Her kan vi fryse jomfruhummerne ned på otte minutter ved, at de tilføres 50 grader kulde. Det er selvfølgelig mere effektivt og giver desuden et pænere produkt. Samtidig bliver alt, hvad der hedder pakning, automatiseret, så det udføres af robotter. Dermed sparer vi en masse tunge løft, siger adm. direktør Søren Larsen til Food Supply.

Faldende ordrer i Italien
De automatiserede indfrysnings- og pakkeanlæg opføres allerede fra juli med en forventning om at stå klar ved juletid i år. I forvejen har Læsø Fiskeindustri implementeret løsningen på fabrikken i Skotland.

- Vores grundholdning i virksomheden er, at hvis der findes en kendt og tilgængelig teknologi, som er bedre end den, man har, så skal vi have den. Ellers kan vi lige så godt sætte et X i kalenderen ude i fremtiden, som markerer, hvornår vi lukker. Vi ønsker simpelthen hele tiden at være på forkant med udviklingen, forklarer Søren Larsen om initiativet.

Han ser derfor lyst på fremtiden, selv om afsætningen i øjeblikket præges af den økonomiske krise i det sydlige Europa, hvor Italien er Læsø Fiskeindustris eksportmarked.

Her er ordrerne samlet set faldet med 15 procent, men direktøren understreger, at den sydeuropæiske uro på ingen måde truer Læsø Fiskeindustri fremadrettet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095