23948sdkhjf

Intelligente frøanalyser skal skabe ny viden

Virksomheden Videometer skal i samarbejde med Aarhus Universitet bane vejen for, at arbejdet med frøanalyser fremover kan foregå i Danmark.
Når frø lægges i jorden, er det altid spændende at se, hvor mange der spirer og bliver til sunde planter.

Hidtil har frøenes spireevne og sundhed været undersøgt manuelt. Det er meget arbejdskrævende og bliver derfor ofte outsourcet til lavtlønsområder.

Anvendelse af ny teknologi baseret på forskning fra Aarhus Universitet i samarbejde med virksomheden Videometer A/S betyder, at analysearbejdet på danske frø kan foregå hjemme i Danmark. De to parter er sammen med et konsortium af danske frøvirksomheder netop bevilget 7,6 mio. kroner fra Højteknologifonden til et projekt til videreudvikling af en særlig teknologi, der kan erstatte det manuelle arbejde.

Kan sætte nye standarder
Teknikken går ud på, at frø og maltbyg undersøges ved hjælp af spektromorfologiske billedanalyser. Det vil sige, at frøene bliver fotograferet og analyseret for spirevene og sundhed. Gennem billedanalyserne kan forskerne forudsige, om frøene vil spire hurtigt, om de er inficeret med svampesygdom og i givet fald hvilken type svampesygdom.

Analyserne baseres på billedanalyseteknologi fra virksomheden Videometer, der allerede har skabt stor interesse i frøbranchen verden over.

- Som teknologiudbyder er tæt kontakt til forskerne og branchen uhyre vigtigt. Disse parter kan med dette ambitiøse projekt sætte nye standarder for området, forklarer teknisk direktør for Videometer, Jens Michael Carstensen.

Unikt samarbejde
Projektets leder Birte Boelt fra Aarhus Universitet fortæller:

- Projektet bygger på et unikt samarbejde med frøbranchen, hvor vi får adgang til en masse frøprøver og resultater fra de manuelle analyser. De sammenholdes med billedanalysen. Ved at dokumentere resultaterne og publicere dem i videnskabelige tidsskrifter er der større chance for, at teknikken bliver udbredt og kan bruges kommercielt til akkreditering af laboratorier ikke alene i Danmark, men også i andre frøproducerende lande.

Danmark er verdens største eksportør af græsfrø til eksempelvis internationale fodboldstadions og golfbaner samt verdens største producent af spinatfrø.

Det fireårige projekt foregår i samarbejde mellem Aarhus Universitet og virksomhederne Videometer A/S, DLF-TRIFOLIUM A/S, Danish Malting Group A/S, Jensen Seeds A/S, Vikima Seed A/S og Westrup A/S.

Budget: 14 millioner kroner
Højteknologifondens investering: 8 millioner kroner
Varighed: 4 år
Projektets titel: SpectraSeed

Kilde: Højteknologifonden

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.502