Efter Løvens Hule: Donut-familie har nu også fået lakserytter med i ejerkredsen
Donut-kæden Do Donuts med base i Viborg hentede i den seneste udgave af DR-programmet Løvens Hule 500.000 kroner, da investoren Mia Wagner tilbød den halve million for 25 procent af virksomheden.
Men efter at udsendelsen blev filmet, har Mia Wagner og hendes Nordic Female Invest nedbragt sin ejerandel, så der er blevet plads til at få to andre investorer med, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
- Da vi kom lidt ind i projektet, kunne vi lynhurtigt se, at der også er brug for nogle kreative kræfter, og derfor rakte vi sammen med stifterne ud til Rasmus Kolbe og Pernille Lotus, der har vist sig at være lige så begejstrede for Do Donuts som os, siger Mia Wagner til mediet.
Rasmus Kolbe er også kendt som en af landets største youtubere under navnet Lakserytteren. Han er desuden kreativ direktør i influencerbureauet We Are Cube, hvor Pernille Lotus er direktør, og de to er altså nu også medejere af Do Donuts.
Donut-kæden, der er ejet af tvillingerne Samer og Thamer Al-Bayati og sidstnævntes hustru, Jasmin Abdallah, åbnede den første butik i Vibiog i august 2020. To måneder senere fulgte en butik i Holstebro, og i august sidste år åbnede også en butik i Aarhus. Og det er kun begyndelsen, fastslår iværksætterne på Do Donuts hjemmeside.