Lidl planlægger at opføre et stort lager i Køge, hvor dagligvarekæden netop købt et knapt 85.000 m2 stort areal i Skandinavisk Transport Center.
Herfra skal et nyt centrallager servicere kædens eksisterende og kommende butikker på Sjælland, Møn og Lolland-Falster. Lidls hovedkontor forbliver dog i Kolding.
- Grundet vores fortsatte fremgang og succes på det danske marked, har et lager på Sjælland længe ligget i støbeskeen, og vi har derfor i en lang periode været på udkig efter den rette placering. At valget faldt på Skandinavisk Transport Center i Køge er ikke tilfældigt. Placeringen er logistisk optimal for at kunne servicere vores eksisterende og kommende butikker på Sjælland bedst muligt. Samtidig er det kommende lager en nødvendighed for at fastholde væksten og vores ekspansionsplan om at åbne endnu flere butikker på Sjælland og specielt i Storkøbenhavn, siger adm. direktør for Lidl Danmark, Finn Tang.
Hvis alt forløber planmæssigt står det nye lager færdigbygget i løbet af 2014.
