Ledelsen i Nordic Seafood havde frygtet for salget i 2021 til de europæiske foodservicevirksomheder på grund af covid-19 og lukkede spisesteder. Men frygten blev gjort til skamme, og salget har siden genåbningen i foråret i fjor bare kørt i opskruet tempo.
Omsætningen landede på 3,1 milliarder kroner mod 2,6 milliarder året før. Indtjeningen blev fordoblet fra 39,6 millioner i 2020 til 80,1 millioner i samme periode. Det er sådan cirka det dobbelte af, hvad forventningerne gik på. Omsætningen er skabt gennem koncernens mere end 20 salgsselskaber, hvoraf afsætningen er størst i Italien, Frankrig, Tyskland. Herefter følger et samlet Skandinavien.