23948sdkhjf

Halvdelen af industriens medarbejdere er ansat i udlandet

De danske industrivirksomheder beskæftiger medarbejdere i alle dele af verden. Kun omkring hver anden beskæftigede i fremstillingsindustrien er ansat i Danmark, og tendensen går i retning af flere ansatte i udlandet.
Danske virksomheder indenfor industri, råstofudvinding og forsyningsvirksomhed beskæftigede i 2010 godt 657.000 personer. 48 procent af disse, svarende til ca. 317.000 personer, var beskæftiget udenfor landets grænser.

– I andre dele af verden er væksten noget højere, end den er i Danmark og i landene lige omkring os. Det er derfor kun godt, at virksomhederne søger ud i verden og får del i fremgangen der. I nogle tilfælde ser vi også, at øget aktivitet i udlandet skaber flere arbejdspladser herhjemme, selvom undersøgelser viser, at Danmark særligt taber ufaglærte arbejdspladser, når virksomhederne investerer i udlandet, siger Maria Hove Pedersen, konsulent i Dansk Industri,

Flest arbejdspladser i EU
Virksomhedernes udenlandske datterselskaber er spredt over det meste af verden. Omkring halvdelen af de udenlandske beskæftigede er ansat i et andet EU-land, hvoraf to-femtedele er ansat i et datterselskab, der er placeret i et af de nye EU medlemslande. Dette skal ses i lyset af, at der er næsten fire gange så mange indbyggere i de gamle medlemslande som i de nye. Østeuropa er således meget central, når danske virksomheder skal vælge placering til virksomhedens aktiviteter. Datterselskaber i Asien står for en fjerdedel af beskæftigelsen, hvoraf Kina og Indien naturligvis udgør en væsentlig andel. Knap en tredjedel af de udenlandske arbejdspladser er dog placeret i de gamle EU-lande (EU15).

– Der er to overvejende grunde til, at virksomhederne søger til udlandet. For det første for at nedbringe omkostningerne og dernæst for at søge nye markeder og nye kunder. Vi skal ikke nødvendigvis så langt væk fra Danmark for at finde nogle attraktive produktionsmuligheder for de danske virksomheder. Samtidig er EU fortsat vores største marked, så det er helt naturligt, at en stor del af virksomhedernes aktivitet vil være koncentreret her, siger Maria Hove.

Glem ikke de danske arbejdspladser
Undersøgelser fra DI’s Virksomhedspanel viser, at udviklingen kommer til at forsætte. Blandt de virksomheder, der allerede har arbejdspladser i udlandet, forventer mere end 60 procent at øge antallet af medarbejdere i udlandet indenfor virksomhedens primære produktion af varer og services. Også virksomhedernes investeringer i udlandet har vist en stigende tendens over de seneste år. Virksomhedernes udenlandske investeringer er en indikator for udviklingen i antallet af udenlandske medarbejdere, da investeringer som udgangspunkt medfører aktiviteter og dermed også jobskabelse.

– Mens vi glæder os over, at de danske virksomheder skaber arbejdspladser over hele verden, skal vi huske, at vi også rigtigt gerne vil skabe flere arbejdspladser i Danmark. Krisen kostede os 170.000 arbejdspladser, og dem vil vi i Dansk Industri gerne have genskabt. Det kræver, at erhvervslivet får de bedste vilkår til at skabe vækst, samt at Danmark er et attraktivt land at investere i, siger Maria Hove Pedersen.

Kilde: Dansk Industri - http://www.di.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172