23948sdkhjf

Glohed fødevareindustri giver ordreboom hos Haarslev Group

Haarslev Group havde i første kvartal sin højeste ordreindgang nogensinde. Det meddeler den fynske producent af anlæg til forarbejdning af kødaffald i en kvartalsmeddelelse. Ligeledes blev marts den bedste måned isoleret set nogensinde.

Virksomheden oplyser ikke tal for ordreindgangen, men det indbefatter blandt andet en række bar marks-projekter i Europa, Nordamerika, Latinamerika og Mellemøsten.

I februar landede man årets hidtil største ordre fra norske Lofoten Biomarine på et anlæg til produktion af fiskeprotein med en kapacitet på 50 tons i timen.

- Vi leverede endnu et stærkt kvartal med rekordhøj ordreindgang i første kvartal 2022, selvom vi var nødt til at forhøje vores priser for at justere det høje inflationsniveau og materialesituationen. Vores omfattende erfaring i at levere storskala-projekter bliver anerkendt i markedet med fem bar marks-projekter på tværs af fire kontinenter, der er blevet underskrevet i første kvartal 2022, siger CEO Han Defauwes i en kommentar til kvartalet.

Haarslev Group angiver heller ikke omsætningstal for kvartalet, men skriver, at omsætningen landede under det forventede. Det skyldes problemer med at skaffe råvarer og komponenter. Derfor faldt driftsresultatet, ebitda, både i forhold til fjerde kvartal 2022 og første kvartal 2022.

- På omsætningssiden havde vi en langsom start på året, blandt andet påvirket af sanktionerne mod Hviderusland og Rusland, som gjorde, at vi måtte gentænke produktionsplanlægningen i vores leverandørkæde. På trods af dette tilbageslag steg omsætningen løbende gennem kvartalet. Driften blev også påvirket af forstyrrelser i flowet i værdikæden som følge af de globale udfordringer med råvarer, især rustfri stål. For at opveje forsynings-forstyrrelserne, og sikre rettidig levering til vores kunder, fortsatte vi med at opbygge strategiske lagre i kvartalet, siger Han Defauwes.

Han er derfor også fortrøstningsfuld med hensyn til de kommende kvartaler.

- Vi går ind i andet kvartal med positive udsigter og et solidt fundament. Med vores stærke ordrebeholdning vil vi gradvist øge omsætningen i løbet af året, og vores pipeline af indkommende ordrer er fortsat meget stærk på trods af de dynamiske markedsforhold, siger Han Defauwes.

Se nøgletal og flere artikler om:
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.5