Nu taler han om konkurs og overlevelse: Mikkeller-stifter er bekymret
Knap 20 år efter at have etableret succes-bryggeriet Mikkeller er Mikkel Bjergsø bekymret for bryggeriets fremtid. Ydre omstændigheder river og flår i virksomheden, og økonomien er tyndslidt.
Det skriver Børsen.
Mikkel Bjergsø, der har titel af kreativ direktør, fortæller til avisen, at Mikkeller lige nu forsøger at skære ind til benet i forhold til forretningen.
- Jeg er bekymret. Men jeg synes også, at vi har en plan, og følger vi den, mener jeg ikke, at vi er i fare for at gå konkurs. Men det er svært at sige, for jeg kan ikke vide, hvad der sker. Jeg kan ikke vide, om alt forbrug bare stopper næste år, og der kommer nul mennesker på restauranterne, siger han.
Mikkel Bjergø har de seneste år ad flere omgange solgt dele af Mikkeller til kapitalfonden Orkila. Han vil gerne undgå at sælge mere, "men hvis vi bliver nødt til at rejse mere kapital for at overleve, så må vi jo se på det", konstaterer han i Børsen.