23948sdkhjf

Arla investerer kvart milliard i svensk skyr-produktion

Stigende efterspørgsel på proteinrige mejeriprodukter driver ny storinvestering i Linköping

Arla Foods investerer 34,5 millioner euro, cirka 257 mio. kr., i en ny produktionslinje til skyr på mejeriet i Linköping, Sverige.

Investeringen skal imødekomme den markante stigning i efterspørgslen på skyr i Sverige og styrker Arlas strategiske position på det europæiske marked. Skyr, også kaldet kvark i Sverige, har oplevet stærk vækst og er blevet en favorit blandt forbrugere, der efterspørger proteinrige og fedtfattige produkter.

Det oplyser Arla Foods i en pressemeddelelse.

- Forbrugernes efterspørgsel på skyr er høj og voksende, vores svenske andelshavere er dedikerede til at producere med lavere klimaaftryk, og Arla har en særlig ekspertise i at forvandle deres mælk til proteinrige og velsmagende skyr-produkter. Med denne investering sikrer vi fremtidig vækst inden for kategorien, udtaler David Boulanger, Executive Vice President for Supply Chain i Arla.

Mere end 280 produkter

Den nye produktionslinje skal stå klar i første kvartal af 2028 og bliver en central del af Arlas skyr-setup i Europa, som i forvejen inkluderer produktion i Danmark, Finland og Tyskland. Anlægget i Linköping er i forvejen Sveriges største specialmejeri, med godt 290 ansatte, og har kapacitet til at producere mere end 280 forskellige produkter.

- Vi vurderer løbende vores forsyningskæde og mælkestrømme for at sikre, at vi producerer mest effektivt og i overensstemmelse med forbrugernes efterspørgsel. Vi placerer nu investeringen i Linköping på grund af mælkens tilgængelighed og den eksisterende infrastruktur på mejeriet – men også for at imødekomme den svenske efterspørgsel og skabe et stærkt produktionsnetværk for skyr, fordelt over flere markeder i Europa, udtaler David Boulanger.

Skyr-kategorien er vokset i gennemsnit med 8 procent årligt i Europa fra 2022 til 2024 og forventes at fortsætte i samme tempo frem mod 2030. Produktionen i Linköping vil fokusere på 1 kg spande og supplere det voksende behov for skyr i Norden og resten af Europa.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067