Jespers Torvekøkken tog årets kantinepris
Jespers Torvekøkken, der driver en lang række kantiner landet over, blev tirsdag hædret med ”Kantineprisen 2022”, som Landbrug & Fødevarer uddelte ved et arrangement på Hindsgavl Slot.
Mere præcist gik prisen til køkkenchef Sofie Rosa Randall, der på vegne af Jespers Torvekøkken står for driften af kantinen hos Kopenhagen Fur i København.
Hos Kopenhagen Fur stod der i årevis bøffer og bearnaise på menuen. Det er langt fra tilfældet i dag, godt halvandet år efter at Jespers Torvekøkken og Sofie Rosa Randal overtog driften af kantinen.
Hun tiltrådte stillingen som køkkenchef i kantinen for at skabe en tydelig, ”grøn” forandring hos Kopenhagen Fur. Det krævede meget dialog, inspiration og nærværende værtskab hver dag at hjælpe de spisende i kantinen hos Kopenhagen Fur i en mere klimavenlig og grøntsagsorienteret retning. Men det lykkedes, konstaterer Landbrug & Fødevarer.
- Jeg er meget ambitiøs i mit arbejde. Jeg elsker at være kok, for jeg elsker at lave mad. Jeg elsker den udvikling, der er i jobbet hos Jespers Torvekøkken, og jeg elsker de muligheder, der er for faglig sparring og udvikling. At vinde så stor en pris som Kantineprisen er en kæmpeanerkendelse, især fordi jeg ikke er så gammel i gårde endnu, siger Sofie Rosa Randall.