23948sdkhjf

Spaden i jorden på 25.000 m² storslagteri

Første spadestik er taget til Danish Crowns nye store kreaturslagteri i Holsted. Projektet er angiveligt den største enkeltstående investering i kvægsektoren i Danmark nogensinde.
På den 114.000 m² store byggerund på Energivej 5 i Holsted er entreprenørmaskinerne så småt gået i gang med at jævne jorden. Om ikke så længe vil op til 500 mennesker her arbejde på at bygge Europas mest moderne kreaturslagteri.

Men inden startskuddet for alvor kunne lyde, skulle det første spadestik tages. Derfor bød Danish Crowns administrerende direktør Kjeld Johannesen klokken 13 onsdag d. 5. september velkommen til de fremmødte gæster:

- For nøjagtigt 10 år siden tog jeg personligt første spadestik til det nye svineslagteri i Horsens – en investering dengang på to milliarder kroner. I dag kan vi så tage endnu et historisk skridt i Danish Crown med 1. spadestik til et nyt kreaturslagteri.

Kjeld Johannesen forklarede, at baggrunden for at opføre det nye kreaturslagteri til i omegnen af 700 millioner kroner er at sikre, at Danish Crown og de danske kvægproducenter sammen kan konkurrere på verdensmarkedet.

- Med investeringen i det nye kreaturslagteri har Danish Crown og dets ejere taget ansvar for fremtiden. Denne investering kommer til at få enorm betydning for den danske kvægbranche, sagde formand for Kreaturudvalget og medlem af Danish Crowns bestyrelse Peder Philipp i sin tale.

Det nye kreaturslagteri vil, ifølge hans vurdering, allerede år to efter opførelsen komme til at styrke konkurrenceevnen både over til andelshaverne og til udlandet.

Projekt med den mest moderne teknologi
Med det nye slagteri i Holsted samler Danish Crown slagterier og skærestuer i Holstebro og Tønder samt detailproduktionen i Fårvang og Skjern. Det nye slagteri, der bliver udstyret med den mest moderne og avancerede teknologi, bliver på i alt ca. 25.000 m², heraf ca. 3.000 m² administration samt vaskehal m.v.

Storslagteriet bliver ifølge Danish Crown den største enkeltstående investering i kreatursektoren i Danmark nogensinde. Når slagteriet står klart i begyndelse af 2014, vil det beskæftige cirka 300 mennesker. Allerede i efteråret forventer DC Beef at kunne flytte sit hovedkontor fra Herning til de nye lokaler i Holsted.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109