23948sdkhjf

Jysk laksesucces solgt - nu skal den bruges til global vækst

Laksevirksomheden Vega Salmon med hovedkontor i Kolding er blevet solgt til norske Coast Seafood - og det er sket med global vækst for øje, konstaterer Coast Seafood-direktør Sverre Søraa i en pressemeddelelse. 

- Vega Salmon er en veldrevet virksomhed, der arbejder efter de højeste kvalitetsstandarder. Med Vega som del af Coast-familien vil vi være særdeles godt positioneret til at øge salget af forarbejdet laks til det globale marked, nævner direktøren.

Sælgeren af Vega Salmon er kapitalfonden Maj Invest Equity. Dér oplyser direktør Søren Holm Tøth, at det har været vigtigt for fonden at finde en ny ejer, der har den nødvendige industrielle ekspertise og globale rækkevidde til at sikre yderligere vækst. 

- Vi er overbevist om, at Coast Seafood vil være en fremragende ejer af Vega Salmon, fastslår han.

Parterne oplyser ikke salgsprisen.

Den hidtidige administrerende direktør i Vega Salmon, Jakob Graasbøll Enemark, fortsætter på posten.

Vega Salmon har rødder i Esbjerg, men flyttede i 2016 hovedkvarteret til Kolding. Det skete i forlængelse af, at virksomheden tidligere samme år havde lukket sin produktion i Esbjerg for at koncentrere sig om sin fabrik i Handewitt i Tyskland. 

Der er der nu op imod 600 ansatte, mens hovedkvarteret i Kolding beskæftiger cirka 20 medarbejdere.

På Handewitt-fabrikken bliver der årligt forarbejdet cirka 25.000 ton fisk, primært laks og ørreder. Det gav i det seneste regnskabsår et overskud før skat på 4,6 millioner kroner, ud af en omsætning på 1,3 milliarder.

Coast Seafood, der har afdelinger i både Norge og USA, er vant til årligt at sælge cirka 100.000 ton fisk på verdensmarkedet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.268