23948sdkhjf

Novozymes' fødevareforretning vokser kraftigt

Novozymes har i 2022 skabt et overskud, som er en halv milliard højere end resultatet for 2021

Den danske enzymproducent Novozymes ender året med et overskud på 3,7 milliarder kroner. Det er cirka 500 millioner mere end året inden.

Det viser selskabets årsregnskab torsdag morgen.

Et af selskabets største forretningsområder er enzymer til fødevareindustrien. Denne del af forretningen vokser med 19 procent.

Novozymes omsatte sidste år for samlet knap 17,6 milliarder kroner, hvilket er 17 procent mere end året før.

Man er dog mere skeptisk, hvad angår fremtidsudsigterne. Af regnskabet fremgår det, at selskabet forventer en organisk vækst på mellem fire og syv procent i 2023.

Ifølge Ester Baiget, topchef i Novozymes, fortsætter man med at bygge momentum ved at have klare prioriteter. Det siger hun i en kommentar til regnskabet.

- Den organiske salgsvækst på ni procent i 2022 gør os sikre på vores udsigter i 2023 på trods af det volatile markedsmiljø. Vi fortsætter med at forandre os for at sikre, at Novozymes fanger de rigtige muligheder, lyder det videre.

Baiget henviser blandt andet til den store fusion, som selskabet er en del af, og som blev annonceret mod slutningen af sidste år.

Novozymes slår pjalterne sammen med en anden dansk enzymgigant, nemlig Chr. Hansen.

I første omgang bliver det i Novozymes' navn. På længere sigt er det dog planen, at der skal udvikles et fælles navn og brand.

Fusionen skal først godkendes af de relevante myndigheder og endeligt vedtages på selskabernes generalforsamlinger.

Sker det, ventes den færdig mellem fjerde kvartal 2023 og første kvartal 2024.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079