I alt sikrer fordelingen af forskningsreserven for næste år 120 millioner kroner til forskning på fødevareområdet – hvoraf 40 millioner går til økologi.
- Den strategiske fødevareforskning styrker videnopbygning som igen styrker konkurrenceevne i erhvervet og kan bidrage til vækst og eksport. Prioriteringen af fødevareforskningen understreger, at regeringen anerkender fødevareerhvervets betydning for Danmark, lyder meldingen fra Asbjørn Børsting, formand for Landbrug & Fødevarers Forskningsudvalg.
Som nævnt er der i aftalen om fordelingen af forskningsreserven i 2013 også afsat nye midler til økologisk forskning og innovation.
- Økologiforskningen er reddet på målstregen. Midlerne til økologisk forskning og innovation udløb i 2012, og derfor er det altafgørende, at der er afsat nye midler. Med de nye midler til økologiforskning er udgangspunktet for et nyt økologiforskningsprogram sikret. Der er brug for ny viden på økologiområdet - ikke mindst i lyset af regeringens økologiske handlingsplan, lyder det videre fra Asbjørn Børsting.