Fredag morgen besluttede 220 ansatte ved Arla Foods Flødeost i Holstebro at indstille arbejdet.
Efter et møde mellem ledelse, tillidsrepræsentanter og ansatte søndag kom der dog igen gang i produktionen. Det skriver TV/Midt-Vest.
Arbejdsnedlæggelsen skete som en protest mod manglende information om en omlægning af produktionen.
- Vi har desværre ikke formået i tilstrækkelig grad at orientere medarbejderne om vores planer. Og det har så beklageligvis ført til en arbejdsnedlæggelse. Nu handler det om at få en dialog i gang, siger produktionsdirektør i Arla Foods Peter Møller til TV/Midt-Vest.
Til tv-stationen forklarer produktionsdirektøren, at det er usikkert, om omlægningen vil medføre afskedigelser.