Det er godt nyt for den danske fødevarebranche, hvis EU’s handelsministre i dag som ventet giver tilladelse til, at EU Kommissionen kan indlede forhandlinger med Japan om en frihandelsaftale.
Ifølge Ritzau mener Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF), at en aftale med Japan kan kaste 1.000 nye job af sig alene på de danske slagterier.
- Der er et kæmpe job- og vækstpotentiale i tættere handelsrelationer, siger hun med henvisning til, at Japan i dag er verdens tredje største økonomi.
Ifølge Dansk Erhverv forventes en frihandelsaftale at kunne øge EU's samlede eksport til Japan med op til 50 procent. For Danmark vil det betyde, at den samlede danske eksport af varer og serviceydelser til Japan vil stige med omkring otte milliarder kroner.