23948sdkhjf

Eksporten kan overraske positivt i 2013

Med de nye novembertal fra Danmarks Statistik holder eksporten fortsat skindet på næsen. Ifølge Dansk Erhverv kan der være positive overraskelser på vej, bl.a. fordi USA´s økonomi er på vej frem.
Eksporten har de seneste 2 år været eneste lyspunkt i dansk økonomi – og med de nye novembertal fra Danmarks Statistik holder den fortsat skindet på næsen.

Hos Dansk Erhverv forventer man, at eksporten fortsat i 2013 vil være den primære motor i dansk økonomi. Cheføkonom Bo Sandberg spår tilmed, at eksporten kan overraske positivt i takt med gode vækstudsigter i både USA, BRIK-landene og en gældskrise i Eurozonen, der forhåbentlig nu er kommet ind i mere smult vande.

- De økonomiske nøgletal fra USA har længe set fornuftige ud. Det er kun de selvskabte politiske problemer, der holder amerikansk økonomi tilbage. Og meget tyder på, at dansk eksport til USA kan vokse med mindst 10 pct. sammenlignet med 7,7 pct. vækst i år. Det vil slå igennem i vores samlede udenrigshandelsstatistik, da USA fortsat er verdens største økonomi og er eneste land uden for Europa i top fem over danske samhandelspartnere, siger Bo Sandberg.

Ikke positiv vækst i 2012
Den sæsonkorrigerede vareeksport steg med 0,8 procent i november. Men samlet set over de seneste tre måneder, er der desværre i stedet tale om et beskedent fald på 2,9 pct., som dog sker fra et højt udgangspunkt. Importen har derimod stort set ikke rokket sig ud af stedet de seneste tre måneder.

- Eksporten har længe været den eneste samfundsøkonomiske solstråle. I modsætning til 2011 vil det dog ikke lykkes for eksporten at sikre positiv vækst i dansk økonomi i 2012. I det forløbne år er eksporten til EU-landene set under ét faldet med 0,2 pct. Dette er dog delvis modsvaret af, at eksporten til ikke-EU-lande er steget med pæne 11 pct. i 2012. I løbet af det seneste år er eksporten til Kina steget med hele 22 pct. – og også eksporten til de øvrige BRIK-lande kravler opad fra lavt udgangspunkt, siger Bo Sandberg.

Kilde: Dansk Erhverv / Danmarks Statistik

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172