23948sdkhjf

Arla udvider for 2 mia.

Den største enkeltinvestering for Arla i 2013 bliver opførelsen af et helt nyt produktionsanlæg ved Danmark Protein i Nr. Vium.
Arla investerer i år i en række mejeri-udvidelser og nye anlæg. Det fremgår af den investeringsplan, som bestyrelsen i Arla netop har godkendt for koncernen. Planen indeholder investeringer for godt 2 milliarder danske kroner, som skal bruges på bl.a. kapacitetsudvidelse, effektiviseringer, miljøforbedringer, vedligehold, kvalitet og innovation.

Investeringsniveauet i 2013 udgør cirka 3 procent af den forventede omsætning, hvilket også er ambitionen i Arlas koncernstrategi 2017 (sammenlignet med cirka 3,4 procent i 2012). Målet er at bidrage til øget lønsomhed i Arlas forretning og dermed en bedre langsigtet indtjening for Arlas andelshavere.

- Den klart største del af vores investeringer i år går til at udvide produktionen på en række af vores mejerier, der bliver vigtige for vores eksport til bl.a. vækstmarkederne uden for EU. Det er afgørende for vores evne til at forbedre lønsomheden for Arlas ejere, at vi kan øge afsætningen af kvalitetsprodukter rundt om i verden, og derfor investerer vi nu i ny og udvidet produktion, siger vice-administrerende direktør i Arla, Povl Krogsgaard, der har ansvaret for Arlas investeringsplan.

Nye anlæg og øget produktion
Den største enkeltinvestering for Arla i 2013 bliver opførelsen af et helt nyt produktionsanlæg ved Danmark Protein i Nr. Vium, som skal fremstille højtforædlede laktose-produkter baseret på valle. Disse ingredienser skal bruges til produkter inden for bl.a. børneernæring og sælges globalt af Arlas datterselskab Arla Foods Ingredients.

- Vi har hidtil kunnet udnytte og forædle alle dele af den råvare, som vores ejere leverer til Arla, på nær én del; nemlig den laktose, der udskilles, når vi opkoncentrerer protein fra vallepermeat. Men med det nye laktoseanlæg kan vi fremover forædle samtlige dele af mælken optimalt og fremstille lønsomme laktoseprodukter til fødevareindustrien, siger direktør i Arla Foods Ingredients, Henrik Andersen.

Arla investerer samlet set cirka 900 millioner kroner i det nye anlæg (heraf cirka 275 millioner kroner i 2013), der forventes at skabe over 20 nye jobs, når anlægget bliver delvist operationelt i slutningen af 2014 og fuldt ud operationelt i 2016.

Blandt de mejerier, som Arla i 2013 investerer mest i, er også Pronsfeld mejeri i Tyskland, hvor Arla i år investerer cirka 230 millioner kroner i bl.a. øget produktion af mælkepulver og smør. Udvidelsen af Taulov Mejeri i Danmark færdiggøres i 2013 med en investering på cirka 215 millioner kroner til produktion af gul ost.

Mejerier gøres mere effektive
Næsten 40 procent af Arlas samlede investeringsplan på godt 2 milliarder kroner går til udvidelser af produktionsanlæg. Det næststørste fokusområde for Arlas investeringer i 2013 er effektiviseringer i produktionen.

- I Arlas koncernstrategi har vi et mål om at nedbringe vores produktionsomkostninger med 2,5 milliarder danske kroner inden udgangen af 2015, og det skal bl.a. ske gennem investeringer i projekter, der gør produktionen på vores mejerier mere effektiv. I år investerer vi cirka 370 millioner kroner i sådanne projekter, siger Povl Krogsgaard.

Mindre energiforbrug
Cirka 140 millioner kroner skal bruges på at gøre Arlas produktion mere miljøvenlig. Arla har lige nu 71 mejerier rundt om i verden, og de arbejder alle på at reducere deres udledning af CO2. Arlas investeringer i 2013 skal gøre det muligt at nedbringe mejeriernes samlede CO2-udledning med to procent i år.

- Vores arbejde fortsætter med at indfri målet i vores klimastrategi om at reducere vores samlede CO2-forbrug med 25 procent inden 2020. Ny teknologi gør det hele tiden muligt at tænke miljø og naturhensyn ind i produktionen på en ny måde, og i år investerer vi i 50 forskellige Tættere på Naturen projekter, der skal sikre netop dette, siger Povl Krogsgaard.

Arlas investeringer i miljøforbedringer forventes samtidig at reducere koncernens samlede energiforbrug med 1,5 procent i 2013, hvilket svarer til en reduktion på 36.863 MWh (f.eks. det samme som cirka 8200 husstandes årlige elforbrug).
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078