23948sdkhjf

Procesudstyr kan overhale vindmøller

Maskiner og udstyr til fødevareindustrien vil med målrettet forskning og uddannelse kunne udvikle sig til et erhvervseventyr på linje med høreapparater og vindmøller, mener ekspert.
Danmark har alle muligheder for at blive verdensførende inden for procesteknologi til fremstilling af fødevarer, hvis beslutningstagerne erkender potentialet og tilpasser såvel forskning som uddannelse til virksomhedernes behov.

Sådan lyder budskabet fra professor, dr.techn. Jens Adler-Nissen fra DTU Fødevareinstituttet. Han påpeger, at Danmark og Sydsverige tilsammen udgør en international styrkeposition, en slags ’procesteknologiens silicon valley’ med mange verdensførende virksomheder - uden at hverken beslutningstagere eller politikere for alvor har erkendt det.

- Danske virksomheder udvikler og sælger avanceret procesteknologi til hele verden. Det tjener Danmark allerede godt på, men det er muligt at skabe langt større eksport og flere arbejdspladser med en målrettet indsats for at udnytte det store potentiale, siger Jens Adler-Nissen, der ikke helt vil udelukke, at udstyrs-produktionen en dag kan vokse den danske fødevareproduktion over hovedet.

Faktisk er procesteknologien en unik mulighed for at skabe et nyt dansk erhvervseventyr, som vi tidligere har set det inden for fx vindmøller og høreapparater, vurderer han.

Et oplagt sted at sætte ind
Jens Adler-Nissen giver indspark til det ekspertudvalg, som uddannelsesminister Morten Østergaard (R) nu nedsætter for kulegrave de videregående uddannelser og komme med anbefalinger, der skal løfte de studerendes niveau og sikre større relevans for erhvervslivet.

- Procesteknologi til fødevareproduktion er et oplagt sted at sætte ind med både forskning og uddannelse, der passer til industriens behov. Virksomhederne giver allerede i dag udtryk for, at de mangler kvalificerede medarbejdere på alle niveauer, forklarer han og uddyber, at procesteknologien er vigtig for at understøtte fødevarevirksomhedernes globale konkurrenceevne, som i høj grad handler om effektivitet.

Mange fødevareproducenter bruger 10-15 procent af produktionsdagen til rengøring. Tid som direkte går fra produktionen. Med et godt hygiejnisk design øger producenterne desuden fødevaresikkerheden og nedsætter risikoen for tilbagekaldelse af produkter fra butikkerne.

FoodNetwork tager udfordringen op
Innovationsnetværket FoodNetwork, der skal styrke innovation og udvikling blandt danske fødevarevirksomheder, har også taget udfordringen op. De viderefører nu Staalcentrums projekter om innovation i procesudstyr, efteruddannelse rettet mod procesindustriens behov og innovativ udnyttelse af materialer og overfladeteknologier.

- Virksomhederne efterspørger i høj grad et tættere samspil med erhvervsskoler, professionshøjskoler og universiteter om såvel uddannelse af medarbejdere som forskning, der kan styrke virksomhedernes konkurrenceevne, siger forretningsfører Jon Kold fra Staalcentrum.

I samarbejde med IPU og DTU etablerer man nu DTU Center for Hygiejnisk Design, der fremover kommer til at spille en nøglerolle inden for både forskning og uddannelse i hygiejnisk design af maskiner og udstyr.

DTU Center for Hygiejnisk Design bygger videre på aktiviteter i regi af FoodNetwork og Staalcentrum, som begge har bidraget til etableringen, og som fremover vil fortsætte samarbejdet om fx udvikling af nye testmetoder og guidelines for hygiejnisk design.

FoodNetwork vil desuden udvikle samspillet mellem fødevareproducenter og udstyrsproducenter for at skabe bedre forudsætninger for nye innovative løsninger.

- Det bliver nemt glemt, at forarbejdning af fødevarer både har et fødevareaspekt og højteknologiaspekt, siger Jens Adler-Nissen med henvisning til, at forskning i procesteknologi befinder sig et sted mellem Fødevareministeriet og Videnskabsministeriet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094